ANNONCE

Kom til landet med lyssky formål

22. marts 2021 13:09 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

To sydamerikanske mænd er blevet dømt for stort tyvetogt

Kom til landet med lyssky formål
Mændene kom til landet med det ene formål at begå indbrud. Foto: Scanpix

De kom udelukkende til Danmark for at stjæle, og nu kommer de aldrig ind igen.

To sydamerikanske mænd på 35 og 47 år blev fredag idømt to et halvt års og to år tre måneders fængsel for en lang række indbrud på Sjælland.

Samtidig udvises de af landet for bestandigt.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd begik mindst 25 indbrud i en periode over sommeren og efteråret 2020. Det skete rundt omkring på Sjælland, blandt andet i Høje-Taastrup, Brøndby og Hvidovre.

Effektivt politisamarbejde

Ved hjælp af et samarbejde mellem Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi lykkedes det politiet først at finde et stort antal tyvekoster.

Derefter kunne politiet ved yderligere efterforskning mod de to identificere mange af indbruddene, og derved levere en stor del af tyvekosterne tilbage.

– Det er anklagemyndighedens vurdering, at de to mænd alene var kommet til Danmark for at begå indbrud – og dette var retten enig i. Sammenholdt med det store antal indbrud de havde begået, vurderede retten, at der var tale om organiseret indbrud og i det lys skal man se straffene, siger anklageren i sagen Cecilie Mee Hansen, i en pressemeddelelse.

De modtog begge dommen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu