ANNONCE

Kommune sjusker sig til underskud på 48 millioner

22. marts 2021 21:22 | Af: Newsbreak.dk

Sjusk og dårlig ledelse er nogle af årsagerne til, at Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har opbygget et underskud på over 48 millioner kroner

Kommune sjusker sig til underskud på 48 millioner
Den nye redegørelse er bare den første i et længere forløb. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Citathistorie: TV2 Lorry.

Sjusk og manglende styring fra ledelsens side. Det er nogle af årsagerne til, at Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har opbygget et underskud på over 48 millioner kroner.

Det fastslår en ny undersøgelse, der er lavet af Intern Revision i Københavns Kommune, og som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

Undersøgelsen er blevet lavet, efter at det tilbage i november 2020 blev offentligt kendt, at Teknik- og Miljøforvaltningen selv havet opdaget, at der var rod i deres regnskab. Der manglede et større millionbeløb, og forvaltningen skrev, at den mente, at der var tale om penge, der var givet til fiktive anlægsprojekter.

På baggrund af forvaltningens fund bad teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), om en redegørelse.

Nu viser undersøgelsen, at det er korrekt, at der er rod for mange millioner kroner, men fejlen skyldes i stedet sjusk og manglende styring fra ledelsens side, lyder konklusionen.

Reagerede ikke på underskud

Helt konkret står der i Intern Revisions redegørelse, at “manglende styring og overvågning” i afdelingen Mobilitet, Klimatilpasning og By vedligehold har været med til at føre til underskuddet.

De budgetansvarlige i afdelingen har – ifølge redegørelsen – været bekendt med underskuddet, men de har hverken reageret på det eller informeret direktionen om det.

Generelt set rettes der i redegørelsen kritik af ledelsen i forvaltningen.

“Denne sag er en af flere sager i forvaltningen i de senere år, hvor ledelsestilsynet har været utilstrækkeligt. Forskellen fra de tidligere sager er, at denne sag har forvaltningen selv opdaget,” lyder det blandt andet.

Ingen hemmelighed

Spørger man Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), er hun ikke overrasket over rapportens resultat.

– Det er ingen hemmelighed eller overraskelse, at der i Teknik- og Miljøforvaltningen har været manglende klare ledelseskulturer og ansvarsfordeling.

Hun glæder sig over, at undersøgelsen afdækker, at der ikke er tale om hverken fiktive anlægsregnskaber eller mulige besvigelser.

– Men der er ingen tvivl om, at det er alvorligt og en alvorlig kritik, som vi skal rette op på. Jeg er glad for, at vi har nogle ret klare anbefalinger – også fra Intern Revision – om, hvordan vi skal rette op på det, siger Ninna Hedeager og tilføjer, at man i forvaltningen allerede arbejder på at sikre, at man får bedre styr på økonomistyringen i fremtiden.

Det er avlorligt

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, har læst rapporten.

Han hæfter sig blandt andet ved, at der ifølge undersøgelsen ikke er blevet oprettet fiktive kontoer, som det ellers tidligere har været nævnt. Derfor vurderer han også, at sagens karakter ikke er lige så alvorlig som først antaget.

– Jeg vil ikke bagatellisere det. Det er alvorligt, men ikke så alvorligt, som hvis man havde begået besvigelser eller regnskabsmanipulationer, som det i første omgang så ud til. Det er klart ulovligt og ansvarspådragende (at manipulerer med redskab, red.). Der har man virkelig overskredet nogle beføjelser, fordi man ikke må snyde bevidst.

– Men hvis man er dårlig til at følge op og dårlig til at forstå regnskabsresultaterne, så er man dårlig sit arbejde. Og man skal være meget dårlig til sit arbejde, før det bliver ulovligt, siger han.

Chefer blev fyret

Det er ikke første gang, at der er rod i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. I oktober 2018 blev ni centerchefer i forvaltningen fyret.

Dengang lød forklaringen, at fyringerne skete som led i en strukturændring, hvor Københavns Kommune skulle spare 10 procent per borger på kommunens administration over de følgende fire år.

I foråret 2019 blev administrerende direktør i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning afskediget. Det skete på direkte anmodning fra kommunens teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen.

– Baggrunden herfor er, at der samlet set tegner sig et billede af en forvaltning med utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene, lød forklaringen.

Forud var gået en periode, hvor flere sager havde kastet en mørk skygge over forvaltningen herunder den såkaldte fortovsskandale, der betød, at omkring 4.000 grundejere havde betalt for meget til kommunen for fortovsrengøring.

Den nye redegørelse er bare den første i et længere forløb. Intern Revision vil i løbet af 2021 gennemføre yderligere undersøgelser og komme med yderligere anbefalinger til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøudvalget skal behandle den omtalte rapport fredag den 26. marts 2021.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu