Kommune slettede dårlige resultater fra undersøgelse

10. juni 2018 09:35 | Af: Newsbreak.dk

Chefer i Københavns Kommune fik slettet en række afsnit med dårlige resultater fra analyserapport.

Kommune slettede dårlige resultater fra undersøgelse
Foto: Scanpix

Fem chefer i Københavns Kommune gav analyseinstituttet Epinion besked på at fjerne tre kritiske afsnit af en undersøgelse om borgernes tilfredshed med byggesagsbehandlingen, selv om Epinion gentagne gange protesterede imod beslutningen. Det skriver B.T. søndag.

Avisen har fået aktindsigt i en e-mail fra august 2017, hvor analyseinstituttet protesterer imod beslutningen og skriver, at det er ‘uheldigt’ og ‘problematisk’.

Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener, at forvaltningen har vildledt borgerne.

– Det er helt galt, for her er tale om vildledning. Kommunen har handlet i strid med sandhedspligten, der siger, at offentligt ansatte ikke må give urigtige oplysninger eller lave væsentlige fortielser. Man må ikke fortie oplysninger, som det er tilfældet her, siger Sten Bønsing til B.T.

Ingen fremgang

Københavns Kommune har i de sidste par år haft som et erklæret mål, at tilfredsheden med medarbejdernes arbejde i Center for Bygninger skulle hæves. Men da Epinion i sommeren 2017 lavede den nye undersøgelse til kommunen, var der slet ingen fremgang.

Så gav Teknik- og Miljøforvaltningen Epinion ordre på at slette tre afsnit i undersøgelsen, bl.a. et helt centralt afsnit om medarbejdernes faglighed. Afsnittet viste, at fagligheden er på samme niveau som i 2015. Resultatet er helt fjernet fra rapporten og fremgår ikke andre steder.

Den tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) præsenterede herefter rapporten i en pressemeddelelse. I dag siger Kabell, at han ikke blev informeret om, at dele af rapporten var blevet fjernet.

– Det var vigtigt for os og for mig at vide, om tiltagene virkede. Derfor er jeg også kritisk overfor, at man ikke får det hele med, forklarer han i et skriftligt svar til B.T.

I et svar til B.T. afviser vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Anne-Sofie Degn, at forvaltningen har gjort noget forkert.

– Vi vurderede i styregruppen, at de tre slides, som omhandlede medarbejdernes faglighed, primært havde relevans for den fortsatte interne udvikling af byggesagsbehandlingen, men at de af hensyn til medarbejderne ikke skulle indgå i de slides, som skulle offentliggøres.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu