Kongehusekspert overrasket over kostskoleophold

9. oktober 2019 14:54 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Kongehusets udmelding om at sende alle fire af kronprinsparrets børn skal på kostskole i Schweiz giver mening, men kommer også lidt som en overraskelse for Sebastian Olden-Jørgensen.

Onsdag stod det klart, at der sker endnu en stor ændring i det danske kongehus i 2020.

For de fleste kom det nok som en overraskelse, da kongehuset officielt meldte ud, at kronprinsparret sender deres fire børn på kostskole i Schweiz i begyndelsen af det nye år.

Det er da også delvist en overraskelse for kongehusekspert og lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen.

Klassisk ting

Nyheden kommer ikke helt bag på kongehuseksperten, der ser mange fordele ved at sende de kongelige børn på skoleophold i udlandet.

Artiklen fortsætter efter videoen

– Det er jo en meget klassisk ting at gøre. Det er med til at give dem en international uddannelse med kulturel viden og kapital, siger Sebastian Olden-Jørgensen til Newsbreak.dk.

Han påpeger også, at skoleopholdet kan være med til gøre kronprinsparrets børn mere selvstændige.

Far gjorde det også

Det ligger da heller ikke fjernt for særligt kronprins Frederik, at børn sagtens kan uddanne sig i udlandet.

Han og prins Joachim gik begge på kostskolen École des Roches i Frankrig, efter de havde færddiggjort deres skolegang på Krebs’ Skole i København. Brødrene gik på kostskolen fra 1982-1983.

Ifølge Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby skal alle fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Jospehine, deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz.

Det er ukendt, hvor i landet og hvilken skole, der er tale om. Ligesom at det fortsat er ukendt, hvor lang tid børnene skal gå på kostskole.

Under planlægning

Det tyder også på, at kostskoleopholdet ikke er helt fastlagt ned til sidste detalje endnu.

Det kunne kronprinsessen afsløre overfor medierne under erhvervsfremstødet i Frankrig.

– Det er rigtigt, det er noget, der er under planlægning. Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det. En gave, som de har med sig resten af livet, siger kronprinsesse Mary til TV 2 onsdag.

En smule overraskende

Også prins Nikolai og prins Felix har gået på kostskole. Det var dog ikke udenfor landets grænser, men på Herlufsholm i Næstved.

Det er da ikke atypisk for royale poder at ty til uddannelse i udlandet, men det overrasker dog lidt set i forhold til kronprinsparrets tidligere beslutninger om deres børns uddannelse, mener eksperten.

– Det er en lille smule overraskende, da kronprinsparret ellers har givet deres børn en normal uddannelse, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Samtlige af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn går på Tranegårdskolen i Hellerup, der er en kommunal folkeskole.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu