Kongehuset afslører: Ministerkabale går snart op

26. juni 2019 16:11 | Af: Ritzau Fokus

Det ventes, at den nye regering modtages torsdag, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har onsdag eftermiddag været på Amalienborg og har fået mandat til at danne regering hos dronning Margrethe.

Dermed er hun endnu ikke officielt statsminister, da regeringen endnu ikke er udpeget. Hun har i stedet formelt titel af designeret statsminister.

– Vi vil altid være drevet af, at vi vil sikre et Danmark, som bliver stadig mere retfærdigt, balanceret og ordentligt, sagde Frederiksen til TV2 News, inden hun kørte til dronningen.

Onsdag eftermiddag kørte hun bort fra slotspladsen uden at sige ord til pressen.

Ministerkabale

Det næste døgn skal hun bruge på at sætte navne på, hvem der skal være minister i den nye regering, som bliver en ren socialdemokratisk regering. Hun ventes at præsentere regeringen torsdag. Det oplyser kongehuset.

De Radikale, SF og Enhedslisten bliver parlamentarisk grundlag for regeringen, som snart kan dannes, efter at de fire partier fik 91 mandater ved folketingsvalget 5. juni.

Den fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var også på Amalienborg for officielt at rådgive dronningen til at lade Mette Frederiksen danne regering, som det hedder.

– Der er ikke nogen flottere dag at give dronningen det råd på. Solen skinner over Danmark, og Danmark har det godt.

Artiklen fortsætter under videoen

– Danmark er et fantastisk land, som er i økonomisk topform, men dette er også et lille eksempel på, hvordan vi gør tingene på her til lands, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mette Frederiksen trådte kort før midnat tirsdag aften frem for den ventende presse på Christiansborg sammen med de tre støttepartier og præsenterede en politisk aftale.

Aftaleteksten skal forpligte regeringen til at følge en retning, som de tre støttepartier på forhånd har skrevet under på.

I teksten indgår en masse politiske krav, som Lars Løkke Rasmussen som leder af oppositionen ikke vil kommentere tirsdag på Amalienborgs slotsplads.

– Der bliver masser af muligheder for mig at udtale mig politisk om den. I dag vil jeg bare notere mig, at Danmark er et fantastisk land, hvor solen skinner over os i enhver forstand.

– Mette Frederiksen overtager ledelsen af et land, som er i absolut topform med rekordhøj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, styr på indvandrerpolitikken, og det går rigtig godt i Danmark, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu