Kongehuset har underskud: Hvor er pengene forsvundet hen?

16. maj 2019 11:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der var hul i kistebunden i 2018.

I det netop offentliggjorte regnskab for Kongehuset fremgår det, at der ikke har været balance i tingene i 2018. Forstået på den måde, at der blev brugt flere penge, end der kom ind.

Det endte således med et resultat på minus knap 1,6 millioner kroner. Det kan synes som en bagatel, når de samlede indtægter fra den danske statskasse og lejeindtægter lyder på mere end 80 millioner kroner.

Ifølge regnskabet, som Kongehuset har offentliggjort torsdag, kan det læses, at underskuddet blandt andet skyldes, at kongehuset havde ekstraordinære udgifter i forbindelse med prins Henriks sygdom, død og bisættelsen.

Prins Henrik døde 13. februar 2018 og blev bisat en uge senere. Desuden har der været udgifter til kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, der rundede det skarpe hjørne 26. maj sidste år.

Udgifter til statsbesøg fra Frankrig og et aftenselskab for regeringen, Folketinget og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet har også trukket penge.

Artiklen fortsætter under videoen

Kongehuset skriver i regnskabet, at der er blevet skåret i staben af ansatte efter prins Henriks død. Det har været med til at begrænse underskuddet.  I 2019 forventer kongehuset, at der vil være balance mellem indtægter og udgifter.

I 2018 var der 91 fuld- og deltidsansatte ved dronningens hof.

Underskuddet er blevet dækket af egenkapitalen, der således er faldet til 12.359.900.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu