ANNONCE

Kongehuset melder ud: Sådan har Joachim det

26. juli 2020 12:17 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Prins Joachim er blevet opereret for en blodprop i hjernen. Han er fortsat indlagt på et hospital i Frankrig.

Kongehuset melder ud: Sådan har Joachim det
Prins Joachims tilstand er fortsat stabil. Foto: Scanpix

Prins Joachims tilstand er fortsat stabil, og han har det efter omstændighederne godt.

Det oplyser kongehuset til Ritzau, efter at prinsen er blevet opereret for en blodprop.

– Prins Joachims situation er fortsat stabil. Prinsen kom heldigvis i professionel behandling i tide og har det efter omstændighederne godt, siger Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, i en skriftlig kommentar.

Det var sent fredag aften, at prins Joachim blev indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse i Frankrig.

Prinsen blev umiddelbart herefter opereret for en blodprop i hjernen, og lørdag aften meddelte kongehuset, at operationen var vellykket.

Søndag middag er status, at prinsen stadig er indlagt.

– Hvor længe prinsen skal være indlagt, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Lene Balleby.

Med helikopter på hospitalet

Ifølge DR befandt prinsen sig på dronningens vinslot, Cayx, da han måtte hastes til et lokalt hospital og senere flyves med helikopter til Toulouse.

Han er ifølge mediet ved bevidsthed og har familien omkring sig.

Kongehuset meddeler, at det ønsker “ro fra offentligheden” under indlæggelsen.

– Ønsker prins Joachim alt det bedste. Tankerne hos den kongelige familie. Håber alle vil respektere hoffets ønske om, at familien får fred i den svære tid, skriver formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, på Twitter.

Nyt job i Frankrig

51-årige prins Joachim valgte sidste år at flytte til Frankrig, hvor han begyndte på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet Ecolé Militaire – som den første dansker nogensinde.

Coronavirussets hærgen betød, at familien i marts pludselig måtte tage retur til Danmark for at få testet parrets søn, prins Henrik, der havde svært ved at trække vejret.

10. juni kunne Forsvarsministeriet så oplyse, at prins Joachim bliver ny forsvarsattaché i Paris fra 1. september.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu