ANNONCE

Konkret genåbningsplan ”langt ude i fremtiden”

1. marts 2021 16:29 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der kan gå flere uger, inden en samlet plan for genåbning er klar. Det får kritik fra Konservative og Venstre

Konkret genåbningsplan ”langt ude i fremtiden”
Søren Pape Poulsen (K) mener, at hastigheden i genåbningsforhandlingerne er alt for langsomt. Foto: Philip Davali/Scanpix

Der vil umiddelbart gå en rum tid, inden regeringen fremlægger en plan for den mere langsigtede genåbning af Danmark oven på den hårde nedlukning, der i december blev indført for at mindske smitten med covid-19 i Danmark.

Politiske forhandlinger om en langsigtet plan blev varslet for ti dage siden. Forhandlingerne er dog struktureret sådan, at partierne skal mødes med statsministeren et efter et. Og de sidste partier er først indkaldt til den 12. marts.

Det afføder kritik fra Venstre og Konservative.

– Jeg er ikke i tvivl om, at både jeg og mine kolleger stiller op dag og nat for at forhandle de her ting.

– Der er ikke nogen grund til at lade det vare flere uger, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen mandag, lige inden han som første partileder går ind til drøftelser med statsminister Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet.

For meget sniksnak

Også De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er kritisk. Han skal til drøftelser 10. marts.

– Jeg synes, at det er meget voldsomt, at vi skal bruge 14 dage på at høre, hvad partierne synes. Vi skal jo videre. Jeg synes godt nok, det er at trække den lige smart nok, siger Søren Pape Poulsen.

– Hvis dette her betyder, at vi efter to uger først skal samles og finde ud af, hvad der skal regnes på, og så kommer der en snak om det og så videre, så kan der jo gå meget lang tid.

Når partierne har været til drøftelser enkeltvis, må det forventes, at der skal regnes på eventuelle scenarier og så derefter være samlede forhandlinger.

Dermed vil der mindst gå flere uger, inden der ligger en langsigtet, færdigforhandlet politisk aftale om en plan. Og så er kalenderen alligevel tæt på maj, hvor vacciner forventes at have løst store dele af problemet.

– Lige nu får regeringen det, som den vil have det, ved at trække tingene i langdrag. Det er smart. Man kunne også fristes til at sige, at det er for smart, siger Søren Pape Poulsen.

Efter at have været til drøftelser mandag ser Jakob Ellemann-Jensen positive takter fra statsministeren i forhold til at lytte til den langsigtede plan for en genåbning, som Venstre fremlagde i weekenden.

– Jeg hører egentlig en lydhørhed over for denne her plan. Når vi taler om den helt nære korte bane, har vi et forskelligt ambitionsniveau i forhold til, hvor meget vi gerne havde set åbnet i dag.

Fakta

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen, født 25. september 1973 i Hørsholm, søn af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard. Gift. Far til tre børn.
Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds, 15. september 2011 – 18. juni 2015.
Kandidat for Venstre i Aarhus Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Venstre i Odense Østkredsen, 2010-2014.
Parlamentarisk karriere
Formand for Venstres folketingsgruppe, 2019-2020.
Formand for Venstre fra 2019.
Politisk ordfører, 2019.
Miljø- og fødevareminister, 2. maj 2018 – 27. juni 2019.
Næstformand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, 2016-2018.
Politisk ordfører, 2015-2018.
Uddannelse
Cand.merc.jur., Handelshøjskolen i København, 2000-2002.
Ha (jur.), Handelshøjskolen i København, 1996-1999.
Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole, 1994.
Sergent i Hæren, Sergentskolen i Sønderborg, 1993.
Matematisk student, N. Zahles Gymnasieskole, 1989-1992.
Beskæftigelse
Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Kilde: ft.dk

– Men det med at lave 14 dages intervaller frem mod det tidspunkt, hvor alle over 50 år har fået tilbud om en vaccine, har vi sådan set en fælles forståelse af, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen siger dog, at “ambitionen om mere tempo i forhandlingerne, den halter det lidt mere med”.

Alle har brug for en plan

Søren Pape Poulsen mener, at befolkningen har brug for en plan.

– Det er meget bekymrende, at der åbenbart er lange udsigter til en konkret plan.

Fakta

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, født 31. december 1971, søn af pensionist og fhv. landmand Svend Aage Poulsen og pensionist og fhv. hjemmehjælper Ruth Pape Poulsen.
Medlemsperiode

Parlamentarisk karriere

Uddannelse

Beskæftigelse

Tillidshverv

– Vi har unge, der mistrives, virksomheder, der bløder. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at der bliver tændt nogle lys, om nogenlunde hvornår tingene kan åbnes.

– Men det bliver jo en lang proces, hvis det skal ske på den måde, som regeringen har lagt op til, siger Søren Pape Poulsen.

Vil have noget konkret

Hos Dansk Industri har man længe efterspurgt en mere konkret, langsigtet plan, så erhvervslivet har noget at forholde sig til.

– Vi er naturligvis meget tilfredse med, at også regeringen nu vil have en samlet plan, og vi har brug for, at den kommer hurtigst muligt.

– Det er enormt vigtigt, at der hurtigt kommer nogle konkrete holdepunkter i planen, så vi ved, hvad der kommer til at ske, og så vi kan forberede os, skriver politisk direktør i DI, Emil Fannike Kiær, i en kommentar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu