ANNONCE

Kontakttal krydser frygtet grænse

17. november 2020 15:50 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Kontakttallet stiger til 1,1. Det betyder, at 10 coronasmittede i gennemsnit smitter 11 andre med virusset.

Kontakttal krydser frygtet grænse
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tirsdag offentliggjort det opdaterede kontakttal. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Kontakttallet er steget fra 0,9 i sidste uge til i denne uge at være på 1,1.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

– Epidemien ser derfor ud til igen at være svagt stigende i samfundet. Det skal vi alle gøre, hvad vi kan for at ændre, skriver ministeren.

At kontakttallet er på 1,1 betyder, at 10 coronasmittede personer i gennemsnit når at smitte 11 andre.

Meldingen kommer, efter at der det seneste døgn er bekræftet 1220 nye smittetilfælde i Danmark. Det er det fjerdehøjeste daglige tal, siden virusset kom til landet.

Det er dog vigtigt at tage højde for, at der på nuværende tidspunkt bliver testet langt flere personer, end der blev i foråret.

Ny prognose: Smitten vil stige

Statens Serum Institut har tirsdag også fremlagt en ny prognose, der forudsiger, at smitten over de næste 14 dage vil stige i Danmark.

I alle landets regioner venter SSI nu et stigende antal daglige smittetilfælde med coronavirus i de kommende to uger.

Det viser en rapport fra SSI, der med en matematisk model har forsøgt at estimere udviklingen de kommende 14 dage. Rapporten opdateres hver tirsdag.

SSI understreger, at estimaterne er behæftet med betydelig usikkerhed.

Ud fra modellen ventes antallet af positive test på landsplan at kunne lande på omkring 1350 om dagen i starten af december, hvis antallet af test er nogenlunde konstant.

Der er taget udgangspunkt i 51.000 test om dagen.

Færre indlagt

Antallet af personer indlagt med Covid-19 i Danmark er faldet til 259. Det er otte færre end mandag. Af de aktuelt indlagte er 42 af dem nyindlæggelser, fremgår det af netop offentliggjorte tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Af de aktuelle indlæggelser er 41 indlagt på en intensiv afdeling, mens 26 har så besværet vejrtrækning, at de får hjælp med en respirator til at få ilt i lungerne.

Meget er blevet skrevet og sagt om underliggende kroniske sygdomme. Det er faktuelt, at mange af de registrerede dødsfald i Danmark, der kan relateres til coronavirus, samtidig har været i forbindelse med en eller flere sygdom(me). Godt 80 procent faktisk.

Sådan er billedet ikke helt, når det angår, hvem der bliver indlagt på et af landets mange Covid-19-afsnit. Faktisk er det kun 58 procent af de, der er blevet indlagt siden begyndelsen af epidemien, der har haft en underliggende kronisk sygdom.

Tirsdag er det offentliggjort, at 4593 er eller har været indlagt siden den 27. februar, hvor det første tilfælde af Covid-19 blev fundet i Danmark. 768 er døde i samme periode. Det er en stigning på fire siden mandag.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu