Kontrol: Nu går jagten ind på disse bilister

21. juni 2019 09:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I juni og juli måned har politiet fokus på en helt særlig gruppe farlige bilister.

Kontrol: Nu går jagten ind på disse bilister
Jagten på sommerens spritbilister går nu ind. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Fra i dag, fredag den 21. juni, sætter politiet fokus på en hel måned med landsdækkende spirituskontroller i trafikken i forbindelse med sommerens mange sociale arrangementer.

Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige arrangementer herunder koncerter, byfester, MC-træf med videre, som afholdes i politikredsene i juni og juli måned. Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus efter festen aftenen forinden.

Udover spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.

Alvorlig fare

Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke.

Artiklen fortsætter under videoen

Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille.

– Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få spiritusbilisterne stoppet, før de skader sig selv eller andre, oplyser Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Flest spiritusrelaterede trafikdrab

Der sker flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end for eksempel i november og december.

Således har 235 personer mistet livet eller er kommet alvorligt til skade i spiritusulykker i trafikken fra 2013 til 2018 i månederne juni og juli mod 161 i november og december, viser tal fra Vejdirektoratet. Alene i juni og juli måned sidste år sigtede politiet 1.163 personer for spirituskørsel.

– Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket, siger Christian Berthelsen og anbefaler en række ting man kan gøre, hvis man vil forhindre spirituskørsel:

• Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114

De landsdækkende sommerspirituskontroller vil løbe frem til og med søndag den 30. juli 2019.

Fakta

Straffen for at køre med sprit i blodet

Nedenstående gælder for tilfælde, hvor der ikke er sket en ulykke i forbindelse med spritkørslen.

Førstegangstilfælde:

Promille mellem 0,5 og 1,2

Du får frakendt kørekortet betinget. Det betyder at du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) inden for 6 måneder for at beholde kørekortet. Dumper du et forsøg, mister du kørekortet, indtil du har bestået begge prøver.
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

Promille mellem 1,2 og 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Du kan vælge at forkorte din frakendelsestid med 1 år mod at køre med alkolås i 2 år. Læs mere om alkolås her
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Promille over 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. Læs mere om alkolås her
Du får 20 dages betinget fængsel
Du får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn
Din bil kan blive konfiskeret
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Gentagelsestilfælde

Hvis du kører spritkørsel flere gange, stiger straffen. Hvad du præcist får i straf, afhænger af promillen, hvor mange gange, du har kørt spritkørsel – samt øvrige omstændigheder.

Du vil få frakendt kørekortet ubetinget i en periode – fx 3 år, 5 år eller længere.
Du får en betinget fængselsdom; hvor længe afhænger af omstændighederne
Du bliver omfattet af alkolåsordningen. Læs om den her.
Du får en bøde.
Din bil kan blive konfiskeret
Betingelserne for at generhverve kørekortet er deltagelse i ANT-kursus og bestået kontrollerende køreprøve.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu