Kontroversiel og kendt drabsmand død i fængsel

13. januar 2018 10:47 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Edgar Killen, der var idømt 60 års fængsel for drab på aktivister i 1964, er død i et fængsel i Mississippi.

Edgar Ray Killen, et fremtrædende medlem af Ku Klux Klan i 1960’erne, er død i fængslet Mississippi State Penitentiary. Fængselsmyndighederne i Mississippi oplyser, at han døde torsdag, lokal tid. Han blev 92 år gammel. Killen blev som 80-årig i 2005 kendt skyldig i at have organiseret drabene på tre borgerrettighedsaktivister i 1964 og dømt for manddrab.

Han havde planlagt, at de tre mænd skulle bortføres, prygles og skydes, og dommeren takserede forbrydelsen til 60 års fængsel. Killen nægtede sig skyldig i anklagerens påstand om, at han havde planlagt drabene og derefter var rejst bort for at have et alibi.

Han blev dømt for sin rolle i de tre drab 41 år efter, at de blev begået. New York Times skriver, at de tre ofre blev lokket i en dødsfælde. Bag den stod en lokal sherif og medlemmer af Ku Klux Klan.

For retten i 1967

Killen var dog allerede tiltalt for drabene i 1967. Han blev dog ikke dømt i retten, da et jurymedlem erklærede, at “en mand af gud” i hendes øjne ikke kunne deltage i en sådan forbrydelse, skriver New York Times.

Mordene på de tre unge – to hvide og en sort – i byen Philadelphia udløste i 1964 et ramaskrig mange steder i USA og gav borgerrettighedsbevægelsen enormt vind i sejlene. De tre mænd, alle i 20’erne, havde undersøgt et brandattentat mod en kirke for sorte nær Philadelphia.

En sherif fra byen havde anholdt dem for en trafikforseelse, men løslod dem efter at have varskoet en gruppe Ku Klux Klan-folk. Siden blev de tre mænd ikke set i live igen.

Mediestunt og fupnummer

Mississippis daværende guvernør hævdede, at de tre aktivisters forsvinden var et fupnummer, og senator Jim Eastland, der gik ind for raceadskillelse, fortalte præsident Lyndon Johnson, at der var tale om et mediestunt. Seks uger senere blev ligene af de tre dræbte mænd dog fundet og gravet op.

Drabene på de tre aktivister i Mississippi og efterforskningen af sagen blev i 1988 dramatiseret i filmen “Mississippi Burning” med Gene Hackman i hovedrollen. Filmtitlen kom fra FBI’s navn for efterforskningen af sagen.

Filmen blev nomineret til en lang række priser. Blandt andet i flere Oscar-kategorier.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu