Kræftsyge må tåle grelle følgeskader

6. januar 2019 07:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Newsbreak.dk

Advokater og patientforeninger kritiserer restriktiv praksis i erstatningssager, hvor kræftpatienter er blevet skadet.

Kræftsyge må tåle grelle følgeskader
Alvorligt skadede patienter er ifølge advokater og patientforeninger ofre for en urimelig skrap tolkning af erstatningsloven. (Arkivfoto) Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Del:

Du led i forvejen af en potentiel dødelig sygdom, så derfor kan du ikke få erstatning, selv om du under din behandling i sundhedsvæsenet er blevet alvorligt invalideret.

Sådan lyder det alt for ofte fra Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen, når især kræftpatienter og mennesker med forstadier til kræft har fået alvorlige skader efter f.eks. sygehusinfektioner eller operationskomplikationer.

Det mener en række advokater og patientforeninger, som beskylder myndighederne for at tolke den såkaldte rimelighedsregel i erstatningsloven alt for restriktivt og ikke tage hensyn til, at langt flere i dag overlever kræft end tidligere, skriver Jyllands-Posten.

Reglen fastslår, at patienter, der skades under behandlingen, kan få erstatning, hvis deres skader er mere omfattende, end hvad de med rimelighed må tåle.

– Men myndighederne mener groft sagt, at kræftpatienter og mennesker med forstadier til kræft skal tåle næsten hvilken som helst skade uden at få erstatning, ja, i nogle tilfælde også døden, blot fordi de har en kræftdiagnose eller forstadier til kræft, som i ubehandlet form kan være dødelig. Det er helt urimeligt og er ikke i overensstemmelse med lovens forarbejder og retspraksis, siger Søren Kroer, advokat fra Kroer & Fink Advokater, der har speciale i erstatningssager, til Jyllands-Posten.

Vicedirektør hos Patienterstatningen, Martin Erichsen, afviser kritikken. Han mener, at patienterne generelt får de rigtige afgørelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu