Kraftig brand hærger i Carstens firma: -Det ser ikke godt ud

18. juni 2018 18:26 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Branden i autolaker-firma i Vamdrup er nu under kontrol.

Carsten Noer er overbevist om, der ikke er meget at redde, når branden i det autolakererværksted, han ejer sammen med sin datter, er slukket. Sydøstjyllands Politi oplyser ved 18-tiden, at branden er under kontrol.

Ifølge politiet blev branden anmeldt klokken 15.08 mandag, og den udviklede sig særdeles voldsomt. Klokken 18 brænder det stadig, og der er stor aktivitet i erhvervsområdet ved Østermarksvej i Vamdrup, hvor virksomheden ligger, fortæller Carsten Noer til Newsbreak. Branden opstod pludselig.

– Tilsyneladende er det en gnist, der får fat i noget fortynder i en tønde, som løber ud på gulvet, og så går der ild i bygningen. Det var – og er – voldsomt. Det ser ikke godt ud, siger han.

Medarbejder forbrændt

Tønden med fortynder, der brænder, er meget varm, og da en medarbejder i Noerlak, som virksomheden hedder, forsøger at så smidt den væk, går der ild i hans hænder. Det er i den forbindelse, at den brændende fortynder løber ud, forklarer Carsten Noer.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at der kun er denne ene tilskadekomne i forbindelse med branden. Han er forbrændt på begge underarme og hænder.

– Heldigvis er der ikke sket anden personskade. Det er selvfølgelig slemt nok, siger indehaveren.

Bliv væk

I forbindelse med branden blev der udsendt en beredskabsmeddelelse, hvor i det fremgik, at personer i området skulle gå indendøre og lukke vinduer og døre, fordi branden udvikler kraftig – og giftig – røg.

Nu er den så meget under kontrol, at beredskabsmeldingen er afblæst. Til gengæld udvikler branden fortsat røg, “hvilket kan påvirke borgere i området øst for Industrivej og afgrænset mod vest af rute 25, samt nord for Baunevej og syd for Koldingvej i den nordøstlige del af Vamdrup by”, skriver politiet, der derfor beder alle blive væk fra området på grund af den giftige røg.

Slukningsarbejdet vil fortsætte længe endnu. Carsten Noer skal i gang med at kontakte kunder og give den triste melding, men han fortæller også til Newsbreak, at han går i gang med at se på, hvor hurtigt de kan starte op igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu