ANNONCE

Krater kan ses fra rummet

9. august 2020 12:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Satellitbilleder viser, at der nu er et stort vandfyldt hul, hvor der tidligere stod bygninger i Beirut.

Eksplosionen i Beirut, Libanons hovedstad, tirsdag har efterladt et 43 meter dybt krater. Det oplyser en unavngiven embedsmand fra sikkerhedsmyndighederne søndag.

– Eksplosionen på havnen har efterladt et 43 meter dybt krater, siger embedsmanden på baggrund af oplysninger fra franske eksperter, som undersøger området. Se uhyggelige før- og efter-fotos længere nede i artiklen – eller i galleriet herover.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT kan krateret ses tydeligt fra rummet. Satellitbilleder fra før og efter eksplosionen viser, at der nu er et stort vandfyldt hul, hvor der tidligere stod bygninger. Mindst 158 personer har mistet livet efter eksplosionen på Beiruts havn, mens over 6000 meldes såret. Sådan lød den seneste melding lørdag.

Eksplosionen tirsdag kunne mærkes på tværs af Libanon og sågar også på øen Cypern, som ligger omtrent 200 kilometer ud for Beirut i Middelhavet. Sensorer fra det amerikanske institut for geofysik har målt eksplosionen til at svare et til jordskælv med en styrke på 3,3.

Gigantisk krise

300.000 er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af ødelæggelserne, som har føjet til landets i forvejen dybe økonomiske krise. Danmark og mange andre lande har derfor valgt at sende mandskabsstøtte og økonomisk støtte til landet.

Det var ifølge Libanons regering i alt 2750 ton ammoniumnitrat, som kan bruges som både kunstgødning og sprængstof, der eksploderede i en eller flere lagerbygninger på havnen i Beirut. Det står klart, at de mange ton gødning blev opbevaret uforsvarligt. Efter sigende har det ligger i lageret siden 2014.

Eksplosion har forstærket dyb utilfredshed og vrede mod politiske ledere og partier. Kritikken går på, at de hverken har kunnet arbejde sammen om at løse landets krise eller om at få fjernet de tonsvis af farlig kunstgødning fra Beiruts havn.

Gik af

Lørdag var der således voldsomme gadekampe i Beirut, da politi og ophidsede demonstranter stødte sammen.

Libanons informationsminister, Manal Abdel Samad, er søndag gået af som minister. Det er den første afgang fra regeringen efter eksplosionen.

– Efter den enorme Beirut-katastrofe annoncerer jeg min fratrædelse fra regeringen, siger hun i en erklæring.

I erklæringen undskylder hun over for den libanesiske befolkning for at have fejlet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu