1000 bilister brager forbi vejarbejde

En bilist blev målt til 156 kilometer i timen i en 80-zone

Flere trafikanter kan nu se frem til en bøde. En del til klip - og nogle til frakendelse af kørekortet.
Flere trafikanter kan nu se frem til en bøde. En del til klip - og nogle til frakendelse af kørekortet.
Udgivet Opdateret

Knap 1100 bilister er snuppet i at køre for stærkt ved vejarbejde på E45.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

På Østjyske Motorvej ved Skanderborg er der i øjeblikket vejarbejde. Derfor er hastighedsgrænsen nedsat til 80 kilometer i timen.

"Det er der en del, der ikke har opdaget, eller også har de bare alt for travlt", skriver politikredsen på Facebook.

Både trafikanter og vejarbejdere har henvendt sig til Sydøstjyllands Politi, fordi de mente, at der blev kørt alt for stærkt på strækningen.

Det skulle vise sig at holde stik.

480 på fire timer

Politiet var tirsdag forbi med en fotovogn, der målte trafikanterne mellem klokken 10 og 14.

480 billister blev i det tidsrum målt til at køre for stærkt. 35 kørte så stærkt, at de ud over bøden kan se frem til et klip i kørekortet og 12 står til en betinget frakendelse – og skal derfor igennem en ny køreprøve. 

Dagens højdespringer var 144 kilometer i timen.

Flere målinger

Den 2. september blev der på fem timer målt 344, der kørte for stærkt. 27 så stærkt, at de står til et klip i kørekortet og 24 til en betinget frakendelse. 

Den højeste hastighed, der blev målt var 130 kilometer i timen.

31. august tog fotovognen på tre timer 255 bilister, der kørte over de 80 kilometer i timen. 

23 af dem kan forvente et klip i kørekortet og fem står til en betinget frakendelse. 

Den højeste hastighed var 156 kilometer i timen.

"Det er alt alt for mange og alt alt for stærkt! En stor del af de færdselsuheld, der sker i Sydøstjyllands politikreds, sker på motorvejsnettet", skriver Sydøstjyllands Politi, der samtidig opfordrer bilisterne til at lette på speederfoden.

Vejarbejdet forventes at være færdig til julen 2021.

Powered by Labrador CMS