16-årig dreng lagt i kunstig koma

En 16-årig dreng på en motorcykel kørte søndag ind i siden på en personbil. Drengen havde ikke hjelm på

Den 16-årige dreng fra Aarhus er lagt i kunstig koma efter ulykken søndag eftermiddag i Brabrand.
Udgivet Opdateret

En 16-årig dreng fra Aarhus er lagt i kunstig koma efter en trafikulykke søndag eftermiddag.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau natten til mandag.

Politiet modtog en anmeldelse om en færdselsulykke med personskade på Karen Blixens Boulevard i Brabrand søndag klokken 15.33.

- Der er tale om en 16-årig dreng, som kommer kørende på en motorcykel. Ud fra de foreløbige undersøgelser lader det til, at der er en bilist, som foretager et venstresving, og så kører motorcyklisten ind i siden på personbilen, siger vagtchefen.

I bilen sad en kvinde. Hun er ikke kommet noget til.

I kunstig koma

Den 16-årige dreng er indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

- Han havde ikke styrthjelm på, så han er indlagt. Vi kender ikke umiddelbart hans tilstand. Men han er lagt i kunstig koma. Det er noget, man gør for at forsøge at stabilisere ham, siger Flemming Lau.

Drengens pårørende er underrettet.

Ulykken skete i Brabrand
Ulykken skete i Brabrand
Powered by Labrador CMS