DMI afslører: Så vild har sommeren været

En opgørelse over sommerens vejr indikerer, at Danmark er på vej mod et varmere klima.

Udgivet Opdateret

Netop som vi bevæger os ind i den første efterårsmåned, så er sommeren for alvor slut. Det er den også hos Danmarks Meterologiske Institut, der netop har kunnet gøre status på vejret i sommermånederne.

Og det ser varmt ud. Så varmt, at DMI konstaterer, at den klimatologiske udvikling peger mod et varmere klima i Danmark.

9. varmeste sommer

Det kan godt være, at de fleste danskere ikke opfatter sommeren 2019 som én af de varmeste. Men det er den.

Den står måske lidt i skyggen af den flotte og meget varme sommer, som vi oplevede sidste år.

Til trods for det er sommeren 2019 faktisk den niende varmeste sommer siden 1874.

Juli var koldere

Grunden til at sommeren ikke er blevet målt ligeså varm som sidste år, skyldes temperaturerne i Juli.

– Denne sommer har ikke været lige så varm som sidste års sommer, men den har været varm. Sidste års sommer blev jo rekordvarm, sammen med sommeren 1997, og endte på svedige 17.7 °C i gennemsnit. Det kan denne sommer ikke matche, men det hænger hovedsageligt sammen med temperaturen i juli, forklarer Mikael Scharling, som er klimatolog på DMI, og fortsætter:

– Juli 2018 var hele 2.5 °C varmere end i år, mens juni og august har været på samme højde rent temperaturmæssigt, da de blot var 0.3 °C varmere i 2018. Så alt andet lige har det været en varm sommer, som altså blev den niende varmeste sommer siden målingernes start i 1874.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Dermed kan DMI også skrive denne sommer ind i den klimatologiske udvikling, som tyder på, at også Danmark får et varmere klima.

Normal regnmængde

Det er dog ikke blevet et så tropisk klima i Danmark endnu, så vi kan undsige os regnvejr.

Mængden af nedbør for hele sommeren 2019 endte på 217 millimeter. I store træk vurderer DMI, at det er en normal mænge regn.

Meget af det nedbør, der er faldet, er faldet i august, og det er faldt som kraftige byger. Især i starten og slutningen af august var Danmark ramt af mange skybrud.

Powered by Labrador CMS