Anklage: Dræbte pige og stak af med knust rude

En 29-årig mand havde en promille på over 2,00, da han påkørte og dræbte 11-årig pige, lyder anklagen mod ham

Mange lagde blomster ved Skelstrupvej i Hunseby på Lolland, hvor en 11-årig pige den 23. april blev dræbt af en flugtbilist. Nu er en 29-årig mand blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab og spirituskørsel med en promille på over 2,00. (Arkivfoto).
Mange lagde blomster ved Skelstrupvej i Hunseby på Lolland, hvor en 11-årig pige den 23. april blev dræbt af en flugtbilist. Nu er en 29-årig mand blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab og spirituskørsel med en promille på over 2,00. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

En hyggelig aftentur i april ændrede sig på et splitsekund til en forfærdelig tragedie for en familie på Lolland, da en varevogn kom drønende ud i rabatten, hvor en 11-årig pige stod med sin lillebror.

Ved påkørslen blev pigen slynget 48 meter ud på en mark.

Hun døde næste morgen.

Hendes lillebror slap fysisk med overfladiske skader i hovedbunden.

Det fremgår af anklageskriftet mod en 29-årig mand, som er tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab i forbindelse med ulykken.

Ulykken skete den 23. april omkring klokken 20.15 på Skelstrupvej i Hunseby.

Cyklede langs rabatten

Et øjenvidne fortalte dengang til Ekstra Bladet, at de to børn cyklede i rabatten langs vejen.

På den anden side af vejen gik børnenes forældre.

Af anklageskriftet fremgår det, at børnene var standset på deres cykler, da varevognen påkørte dem med 85 kilometer i timen.

Den højest tilladte hastighed på stedet er 50 kilometer i timen.

Flygtede med knust forrude

Efter påkørslen stak føreren af fra stedet i bilen.

Forruden på varevognen var blevet knust, så han ikke kunne se ud gennem den.

Derfor kørte han med hovedet ud af sideruden, og i Østergade i Maribo var det nær gået galt igen.

Ifølge anklageskriftet kørte han først midt på vejbanen, men kom så helt over i den forkerte side af vejen.

Undveg i sidste øjeblik

En modkørende bilist måtte i sidste øjeblik svinge til højre ad Refshalevej for at undgå et frontalt sammenstød.

Derfor er den 29-årige også tiltalt for at udsætte andres liv eller førlighed for fare.

Selv om føreren af varebilen stak af, fandt politiet ved hjælp af vidner hurtigt frem til bilen på en landejendom nær ulykkesstedet.

Her blev den 29-årige anholdt.

I grundlovsforhøret kom det frem, at han havde drukket, inden han satte sig bag rattet, og han er da også tiltalt for spirituskørsel med en promille på over 2,00.

Sagen kommer for Retten i Nykøbing Falster den 15. oktober.

Powered by Labrador CMS