Bliver forbudt i disse danske byer

Østjyllands Politi følger i hælene på kolleger i København med særlige nattelivszoner

Dømte skal holdes ude af dele af Randers og Aarhus
Dømte skal holdes ude af dele af Randers og Aarhus
Udgivet Opdateret

Et nyt indgreb skal sikre, at voldsmænd, der har fået forbud mod at gå i byen om natten, heller ikke kan færdes i bestemte zoner i Randers og Aarhus.

Østjyllands Politi har netop udpeget de relevante zoner i de to byer, og det er for eksempel Storegade i Randers og Åboulevarden i Aarhus.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet onsdag

 Zonerne får virkning fra 27. oktober og to år frem.

Siden 1. juli har dommere også kunnet give personer, der optræder voldeligt i nattelivet, en ekstra straf - nemlig et forbud mod at tage på bar eller diskoteker fra midnat og frem til klokken fem om morgenen.

Skal gøre det tryggere i byen

Politidirektøren i Aarhus forklarer, at zonerne kan være med til at gøre det tryggere at færdes i byen.

- Zonerne vil ikke påvirke helt almindelige lovlydige borgere, men er udelukkende et værktøj til at holde dømte kriminelle væk fra nogle af de steder i Østjylland, hvor flest mennesker går i byen, siger politidirektør Kirsten Dyrman i pressemeddelelsen.

Et forbud gælder over hele landet, uanset hvor personen er dømt.

I hovedstaden blev der i september indført lignende zoner i flere dele af indre by.

Forbud i ni måneder

En 24-årig mand fra Nivå er en af de første, der er idømt et forbud mod at bevæge sig ud i nattelivet.

Forbuddet gælder i hans tilfælde i ni måneder, oplyste Nordsjællands Politi forleden om sagen.

Den skyldes, at manden blev dømt blandt andet for at have slået flere personer i Helsingør.

Har man forbud og bliver taget i en nattelivszone, kan man se frem til en bøde på 10.000 kroner.

Ved gentagelse vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage, oplyser politiet.

Har man forbud mod at færdes i nattelivszoner gælder det i hele landet.

Powered by Labrador CMS