Brandmænd i dramatisk aktion

Hensynet til brandfolkenes sikkerhed betød, at man måtte slukke branden ovenfra i stedet for indefra

Udgivet Opdateret

Brandmændene fra Hovedstadens Beredskab kunne ikke på vanlig vis slukke en brand, som raserede en etageejendom på Hvidovrevej torsdag aften og natten til fredag.

Branden var brudt ud i tagkonstruktionen på ejendommen, hvor der er lejligheder. I stueetagen ud mod Hvidovrevej er der erhverv. Herfra havde den bredt sig hen over flere opgange.

- Da vi kommer derud, er der en af skorstenene i ejendommen, der er styrtet sammen, og der er en anden, som er i fare for at styrte sammen. Så den skulle vi have styr på, inden vi kunne komme videre med slukningen, fortæller Michael Jonsen, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab.

At "få styr på en skorsten" betyder på brandmandssprog slet og ret at få den fjernet.

- Det gør man ved at kappe den. Vi fik bestilt en kranvogn, som kunne nå derop, og så kappede vi den af stykke for stykke, fortæller Michael Jonsen.

Stor fokus på sikkerhed

Operationschefen understreger, at man i forbindelse med slukningen af brande har stor fokus på kollegernes sikkerhed og ikke sender dem ind i bygninger, hvor der er fare for sammenstyrtning.

Det fik også betydning for den måde, som branden blev slukket på.

- Normalt ville vi have slukket branden indefra. Men på grund af faren for sammenstyrtning måtte vi slukke den fra stiger og sprøjte vand på ovenfra. Det betyder så også, at der er kommet temmelig store vandskader i lejlighederne nedenunder, fortæller Michael Jonsen.

70 beboere evakueret

70 beboere fra 10 opgange er blevet evakueret.

Nogle har selv fundet ly for natten, mens andre er blevet indkvarteret på den lokale Holmegaardsskolen.

Hos Københavns Vestegns Politi fortæller vagtchef Torben Wittendorff, at politiet nu skal i gang med at finde frem til, hvad der forårsagede branden.

- Vi skal have foretaget brandtekniske undersøgelser på stedet, og så skal der iværksættes en efterforskning, fortæller han.

Den voldsomme brand på Hvidovrevej i Hvidovre er nu slukket
Den voldsomme brand på Hvidovrevej i Hvidovre er nu slukket

Ifølge Torben Wittendorff har politiet fredag morgen fortsat afspærret vejen, mens et skadeservicefirma rydder op på stedet.

Brandvæsnet modtog anmeldelsen omkring klokken 21.30 torsdag aften.

Branden blev meldt under kontrol omkring klokken 01.30 natten til fredag.

Hos Hovedstadens Beredskab fortæller operationschef Michael Jonsen, at det desuden blæste ganske meget, og at også det vanskeliggjorde slukningen.

Powered by Labrador CMS