Britta Nielsen vidner mod sine børn

Svindeldømte Britta Nielsens tre børn er i byretten dømt for groft hæleri ved at have fået del i penge

Onsdag morgen skal Britta Nielsen vidne mod sine børn
Onsdag morgen skal Britta Nielsen vidne mod sine børn
Udgivet Opdateret

Britta Nielsen, der er dømt for svindel i Socialstyrelsen for 117 millioner kroner, afgiver onsdag vidneforklaring i Østre Landsret, hvor en ankesag mod hendes tre børn er i gang.

I retssal 1 sidder Britta Nielsen iført sorte bukser, en bordeaux skjorte med hvide prikker og sorte gummisko. 

Hun har sat det grå hår op i en hestehale med en lyserød elastik og sidder med hænderne i skødet. 

Hun taler lavmælt.

Hvordan har du det med at sidde i retten i dag, spørger forsvarer Jan Schneider.

- Jeg er nervøs og ked af at være i en situation, hvor jeg skal se mine børn sådan her, svarer hun.

Britta Nielsens tre børn er alle i Retten i Glostrup dømt for groft hæleri.

Britta Nielsen har ikke vidnet i sagen før, da hun som deres mor har lov til at lade være.

Hun siger, at hun ser frem til at give sit syn på sagen.

- Jeg håber, at jeg i det hele taget kan give min baggrund for, at jeg sidder her i dag, og mine børn sidder på anklagebænken, siger Britta Nielsen.

På anklagebænken sidder Britta Nielsens tre børn - 41-årige Jimmy Hayat, 37-årige Jamilla Hayat og 34-årige Samina Hayat.

De er i juli sidste år dømt i byretten for groft hæleri ved at have fået del i de penge, som Britta Nielsen tog fra Socialstyrelsen.

Den fandt det bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret det.

Troede, det var arv

I byretten forklarede børnene, at de troede, pengene blandt andet kom fra den arv, som faren efterlod ved sin død i 2005.

Den arv var dog kun på 290.000 kroner.

Millionerne, der blev overført fra Britta Nielsen til de tre børn, gik til alt fra værdifulde heste og dyre biler til grunde i Sydafrika.

Retten tilsidesatte forklaringerne, og lagde vægt på de store beløb over en lang periode samt værdien af hestene og bilerne, der blandt andet omfattede en Range Rover og en Audi A4.

Britta Nielsen og hendes mand havde desuden haft en almindelig økonomi, bemærkede retten.

Flere års fængsel

Samina Hayat blev idømt tre år og seks måneders fængsel.

Jimmy Hayat fik to år og seks måneders fængsel, mens Jamilla Hayat fik den mildeste straf på halvandet års fængsel.

Svindlede Socialstyrelsen

Britta Nielsen blev i februar 2020 idømt seks et halvt års fængsel for svindlen mod Socialstyrelsen, der stod på gennem 25 år.

Ifølge retten fik børnene sammenlagt cirka 50 millioner kroner. Flest fik Samina Hayat, der blev dømt for groft hæleri for cirka 37,2 millioner kroner.

Pengene blev blandt andet brugt på heste og et ophold på det anerkendte stutteri Schockemöhle i Tyskland.

I byretten forklarede hun blandt andet, at hun ikke havde indblik i økonomien bag den dyre hestesport.

Ankesagen ventes at forløbe over ni dage og slutte 5. oktober.

Powered by Labrador CMS