Brutalt dræbt af betjent

Den tidligere professionelle fodboldspiller Dalian Atkinson blev brutalt dræbt for fem år siden. Nu er hans drabsmand kendt skyldig

Dalian Atkinson scorede 25 mål for Aston Villa i de fire år, han spillede der. Foto: Action Images/Reuters/Ritzau Scanpix
Dalian Atkinson scorede 25 mål for Aston Villa i de fire år, han spillede der. Foto: Action Images/Reuters/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

En politimand er blevet kendt skyldig i manddrab på den tidligere engelske fodboldspiller Dalian Atkinson.

Det skriver The Guardian.

Politimanden Benjamin Monk er dømt for at have affyret sin strømpistol ind på Atkinson i hele 33 sekunder og at have sparket ham i hovedet, mens Atkinson lå på jorden.

Ifølge mediet fandt man blod fra Dalian Atkinsons hoved på Monks snørebånd. 

Sammenstød hos sin far

Drabet blev begået natten til den 15. august 2016.

Her befandt Atkinson sig hos sin far i Telford, Shropshire.

Dalian Atkinson var, ifølge sin far, ikke i sin rette sindstilstand den nat.

Da politiet ankom, endte det i et sammenstød med Atkinson, fordi de følte sig truet på livet.

Benjamin Monk er den første politimand i over tre årtier i England, der er blevet dømt for manddrab, mens han var i tjeneste.

Monks straf er endnu ikke blevet afsagt.

Powered by Labrador CMS