Butik smadret - det gør han nu

Det har krævet en masse hårdt arbejde at fremtrylle den nye smykkeforretning

Udgivet Opdateret

Blot tre måneder efter Bruno Vethanayagam fik sin guldsmedeforretning torpederet, plyndret og total smadret, er han allerede klar til at åbne butikken igen. 

- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes. Vi har brugt en masse tid på at knokle, fortæller ejeren af Guldsmed Bruno i Nørre Aaby på Fyn til Newsbreak.dk onsdag morgen, inden butikken slår dørene op.

Natten til den 31. oktober 2022 var butiksejeren udsat for rambuktyveri, hvor en limegrøn Citroën Cactus smadrede direkte ind i udstillingsvinduet.

52-årige Bruno Vethanayagam var chokeret, vred og ked af, at alt det, som han over fem år havde bygget op, "var ødelagt på fem minutter". 

Bruno Vethanayagam var udsat for rambuktyveri tilbage i oktober, hvor han fik sin guldsmedeforretning torpederet og plyndret.
Bruno Vethanayagam var udsat for rambuktyveri tilbage i oktober, hvor han fik sin guldsmedeforretning torpederet og plyndret.

-Meget stresset

Det har trukket tænder ud at genopbygge smykkeforretningen. 

- Det har været hårdt. Jeg har været presset og syg og har ikke kunnet sove om natten. Jeg har været meget stresset, fortæller Bruno Vethanayagam. 

Ejeren ville ønske, at han havde fået forretningen klar til julehandlen. De knoklede løs for at nå det, men det var ikke muligt.

- Det er ærgerligt. Jeg er bange for, hvor mange kunder vi har mistet, lyder det. 

Her ses smykkeforretningen, som det er lykkedes Bruno Vethanayagam at genopbygge på blot tre måneder.
Her ses smykkeforretningen, som det er lykkedes Bruno Vethanayagam at genopbygge på blot tre måneder.

Vil ikke gøre det igen

Nu starter butiksejeren forfra. Men det vil han ikke kunne overskue at gøre en gang til.

- Jeg frygter, at det sker igen. Det kører rundt i min hjerne, fortæller han. 

Ikke desto mindre glæder Bruno Vethanayagam sig til atter at byde kunderne indenfor. 

- Jeg håber, at der kommer mange. 

Det har krævet en masse hårdt arbejde at genopbygge forretningen.
Det har krævet en masse hårdt arbejde at genopbygge forretningen.
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes, lyder det fra butiksejeren.
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes, lyder det fra butiksejeren.
Smykkeforretningen var helt smadret efter rambuktyveriet.
Smykkeforretningen var helt smadret efter rambuktyveriet.
Det var en limegrøn Citroën Cactus, der smadrede direkte ind i forretningens udstillingsvindue.
Det var en limegrøn Citroën Cactus, der smadrede direkte ind i forretningens udstillingsvindue.

VIL IKKE SE GERNINGSMANDEN

Politiet sigtede en 22-årig mand for rambuktyveriet.

Bruno Vethanayagam har fået tilbuddet om at tale som vidne under retssagen, men det har han afslået.

- Jeg vil ikke se ham. Jeg er sur på ham.

Desuden har butiksejeren afgivet forklaring, og han mener, at han har sagt alt, hvad der er at sige.

Kilde: Fyns Politi
Powered by Labrador CMS