Dansk kvinde dømt for at hjælpe IS

38-årig kvinde, der indrejste til Syrien med mand og børn i 2015, dømmes for at fremme Islamisk Stat

Udgivet Opdateret

En 38-årig kvinde er ved Retten i Kolding kendt skyldig i at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Kvinden, der er dansk statsborger med bosnisk baggrund, indrejste med sin mand og seks børn til Syrien tilbage i 2015.

Hun bidrog ifølge rettens vurdering til at fremme IS ved at virke som hjemmegående husmor, mens hendes mand kæmpede for organisationen.

Fik børn i Syrien

Kvinden fik yderligere to børn, mens hun befandt sig i Syrien.

Kvindens teenagedreng blev i 2019 hentet til Danmark, fordi han var ramt af et skud og skulle i medicinsk behandling.

På daværende tidspunkt var kvindens mand død i kamp, og hun var blevet gift med en ny mand fra området.

Kvinden erkendte at være indrejst til Syrien.

Troede ikke det var strafbart

Hun sagde dog i retten, at hun ikke var klar over, at hun ved at virke som husmor bidrog til at opretholde kalifatet.

- Jeg forstod ikke, at det, jeg havde gjort, var strafbart. Jeg så ikke den store sammenhæng i, at vi som kvinder var med til at opretholde IS' mission dernede, forklarede hun ifølge Vejle Amts Folkeblad i retten.

Udover fængselsstraf ønsker anklagemyndigheden, at kvinden frakendes sit danske statsborgerskab og udvises for bestandigt.

Tre sigtet

Kvinden er en af tre mødre med i alt 14 børn, der blev hentet til Danmark i oktober 2021.

De blev alle varetægtsfængslet og sigtet for at fremme Islamisk Stat og for at indrejse i konfliktzoner.

Der faldt i efteråret dom i den første sag. Den blev ført som en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg og udløste en dom på tre års fængsel.

Skal undersøge statsborgerskab

Dommen blev skærpet i landsretten til fire års fængsel.

Efter at retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet, skal spørgsmålet om indfødsret nu drøftes, og der skal udmåles en straf.

Det er endnu uvist, hvornår der falder dom i sagen.

Islamisk Stat Khorasan

Her kan du bliver klogere på, hvad Islamisk Stat Khorasan er:

* Islamisk Stat Khorasan dukkede først op i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014 og blev hurtigt kendt for sin ekstreme brutalitet.

* Gruppen er navngivet efter en gammel term for regionen.

* Ifølge flere forskere i militant islamisme i regionen blev gruppen stiftet af flere særligt ekstreme individer fra den pakistanske afdeling af Taliban. Det skete, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker tvang dem til at flygte ind i Afghanistan.

* Lige fra begyndelsen udfordrede gruppen Taliban. Det gjaldt blandt andet i forhold til at have kontrol med vigtige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan, der blandt andet forbindes med narkosmugling.

* Samtidig stod gruppen også bag en række selvmordsangreb i Kabul og andre byer mod regerings- og militærmål. Tilsyneladende for at slå gruppens ry fast som en særligt voldelig og militant bevægelse.

* Blandt angrebene kan nævnes brutale henrettelser af ledende landsbyfolk og drab på nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors.

* I maj sidste år angreb medlemmer fra gruppen også en fødeafdeling på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Kabul. I alt 24 civile blev dræbt – heriblandt nybagte mødre og deres babyer.

* Islamisk Stat Khorasan opererede i begyndelsen i et begrænset område nær grænsen til Pakistan. Men på et tidspunkt lykkedes det også gruppen at få fodfæste i Afghanistans nordlige provinser Jowzjan og Faryab.

* Ifølge USA's Center for Bekæmpelse af Terrorisme udgøres gruppen primært af udbrydere fra både al-Qaeda og Taliban.

* Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taliban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.

* Ifølge amerikanske efterretningskilder har bevægelsen udnyttet regeringens kollaps i Afghanistan til at styrke sin egen position. Blandt andet ved at øge rekrutteringen af utilfredse medlemmer fra Taliban, der har overtaget magten i landet.

Kilde: Reuters.
Powered by Labrador CMS