Skip to main content

- De var nogle ubehagelige typer

En 33-årig mand fik stor gæld og blev del af kæmpe hvidvaskmaskine. Onsdag er han dømt

Københavns Byret har onsdag dømt en 33-årig mand for hvidvask af 353 millioner kroner. Han stod for at udarbejde falske fakturaer. (Arkivfoto).
Københavns Byret har onsdag dømt en 33-årig mand for hvidvask af 353 millioner kroner. Han stod for at udarbejde falske fakturaer. (Arkivfoto).Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

To år efter at flere mænd tilstod hvidvask af 353 millioner kroner, er en 33-årig mand også gået til bekendelse.

Onsdag eftermiddag erkendte han i Københavns Byret, at han har hjulpet med hvidvaskningen af de mange millioner ved at skrive falske fakturaer. Og byretten har kvitteret med en straf på fem års fængsel.

Den 33-årige Casper Christiansen forklarede, at han i 2019 fik en telefon, hvor han via den krypterede tjeneste EncroChat fik besked om, hvad han skulle.

- Man fik en oplysning om, hvad der skulle stå på fakturaen, og så sendte man den afsted, sagde den 33-årige.

Fik 700.000 kroner

Ifølge Casper Christiansen kom han ind i det, fordi han fik en stor gæld til "nogle ubehagelige typer". Han fik cirka 700.000 kroner for hvidvaskningen.

Anklageren i sagen mener, at hans rolle i hvidvaskmaskinen var "meget central".

Den 33-årige blev anholdt for knap en måned siden, efter at politiet havde jagtet ham i to år. I første omgang nægtede han sig skyldig, men onsdag har han altså tilstået.

Han er løsladt efter onsdagens retsmøde og er på fri fod, indtil han skal afsone. Desuden har han to uger til at overveje at anke straffen.

Skrevet retshistorie

Hvidvaskningen fandt sted i 2019 og 2020.

353 millioner kroner, der stammede fra kriminalitet, blev ad flere omgange modtaget i selskaber i Danmark og ført videre til udenlandske selskaber for at sløre deres ulovlige oprindelse.

Transaktionerne skete via betalingsplatformen InPay, og sagen har politiet derfor passende døbt sagen "Operation Outpay".

Da de første blev anholdt 3. juni 2020, blev der skrevet retshistorie. For to mænd blev dømt allerede dagen efter anholdelsen, da de tilstod i et grundlovsforhør.

Hurtigt afgjort

Dommeren udmålte straffe på henholdsvis fem års fængsel og fængsel i to år og seks måneder. Så vidt vides, er det aldrig sket før, at en så stor økonomisk sag er blevet afgjort så hurtigt.

Sagen var dog ikke slut. En uge senere - den 11. juni 2020 - blev to bagmænd anholdt. De nægtede først, men i et retsmøde den 3. juli lagde de kortene på bordet, og retten kvitterede med domme på seks års fængsel.

Efterforskerne kunne dog se, at man manglede at få fat i endnu en i netværket. Men brugen af den krypterede beskeder på EncroChat gjorde det svært for politiet.

I forbindelse med efterforskningen af en ny sag, stødte politiet dog på hans brugerprofil igen. Og så fandt man frem til den nu dømte 33-årige mand.

Blev infiltreret

EncroChat blev i 2020 infiltreret af fransk politi, og siden har det været fremlagt som bevis i flere retssager i Danmark.

Operation Outpay slutter ikke med onsdagens dom. Der venter også sager mod tre mænd, der skal have ageret stråmænd.

Del din kommentar