Derfor leder betjente på motorvejen

Politiets efterforskning af stenkast skaber kilometerlang kø på motorvej ved København

Politiet efterlyser en høj mand i shorts. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

Opdatering kl. 22.05: Politiet oplyser, at begge spor på M3 nu er åbne igen

En bil er onsdag aften blevet ramt af en sten på Motorring 3 ved København.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- En kvinde henvender sig klokken 18.47 og fortæller, at hendes bil er blevet ramt af en sten på motorvejen ved Roskildevej, fortæller politiets vagtchef Brian Holm.

- Bilisten fortæller, at hun så en høj mand i shorts stå på en bro og lave en kastebevægelse, kort før bilen blev ramt, fortsætter han.

Det viste sig da også, at bilen havde fået en stjerne i forruden.

Hunde leder

Politiet afspærrede efter anmeldelsen Motorringvej 3 i nordlig retning, mens blandt andet hunde leder efter kasteskytset.

Trafikken bliver dirigeret ud på Roskildevej.

- Der er en omkring 2,5 kilometer lang kø i det nordgående spor fra Roskildevej, siger Brian Holm ved 21-tiden.

Overhold loven

På Twitter opfordrer politiet bilisterne til at overholde loven.

- Lad nu være med at køre i nødsporet eller foretage ulovligheder i øvrigt. Vi arbejder så hurtigt, vi kan, lyder det.

Powered by Labrador CMS