Dobbeltdrab på teenagere: Flere kan stå bag

Tre teenagere blev mandag aften stukket med kniv i Taastrup. Politiet søger stadig gerningsmænd og vidner

Udgivet Opdateret

Det er stadig for tidligt at sige noget om, hvorfor nogen stak tre teenagere med kniv mandag aften i Taastrup.

Det fortæller vicepolitiinspektør Peter Malmose, der foran Københavns Vestegns Politis lokaler i Taastrup tirsdag formiddag giver en status på efterforskningen.

- Vi kan ikke sige noget om motiv. Det er simpelthen for tidligt, siger han.

Kendte hinanden

Han fortæller dog, at det ikke menes at være tilfældigt, og at de tre ofre kendte hinanden i forvejen.

To af teenagerne - en 17-årig dreng og en 18-årig mand - afgik ved døden efter knivstikkene. En anden 17-årig dreng blev også stukket, men overlever.

Politiet har tirsdag formiddag endnu ikke anholdt nogen i sagen, fortæller Peter Malmose.

- Vi mener, at der har været mere end en gerningsmand involveret, siger han.

Nær City2

Det fatale knivstikkeri fandt sted sent mandag aften på Skjeberg Allé i Taastrup. Vejen ligger i et boligområde nær indkøbscenteret City2, og politiet vil gerne høre fra vidner, der har set noget i området om aftenen.

Politiet blev alarmeret om knivstikkeriet klokken 22.57 mandag aften. Den ene af de to dræbte døde på stedet, mens den anden døde på hospitalet.

To teenagere er afgået ved døden efter at være blevet stukket med kniv på Skjeberg Allé i Taastrup sent mandag aften.
To teenagere er afgået ved døden efter at være blevet stukket med kniv på Skjeberg Allé i Taastrup sent mandag aften.

Søger fortsat vidner

I orienteringen tirsdag formiddag gentager politiet også en opfordring til vidner om at henvende sig. Det kan være iagttagelser i området omkring gerningsstedet på Skjerberg Allé eller i indkøbscenteret City2.

- Det kan også være hændelser, som har fundet sted tidligere end her ved 23-tiden, siger Peter Malmose.

Man kan kontakte politiet på 114, hvis man mener, at man har set noget.

Københavns Vestegns Politi søger vidner, der har set noget i området omkring Skjeberg Allé i Taastrup mandag aften.
Københavns Vestegns Politi søger vidner, der har set noget i området omkring Skjeberg Allé i Taastrup mandag aften.

KØBENHAVNS VESTEGNS POLITI

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de 11 storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

Kim Christiansen er politidirektør og dermed den øverst ansvarlige for Københavns Vestegns Politi.

Powered by Labrador CMS