Død mand i underbukser fundet i vandet
Han har ligget et stykke tid og det gør identifikationen sværere
Lørdag sidst på eftermiddagen er der fundet en død mand i strandkanten i Hjerting ved Esbjerg.
Det bekræfter vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, John Christiansen, over for Newsbreak.dk.
- Det er korrekt at vi har været kaldt ud til en drukneulykke. der bliver fundet en død person i vandet. Personen er en mand kun iført underbukser, siger John Christiansen.
Hvem manden er, har politiet ikke endelig klarhed over.
Manden har nemlig ligget i vandet i et stykke tid.
- Det gør identifikationen noget sværere. Men vi har en ide om, hvem det kan være, siger vagtchefen.
Ligsyn
Mandag skal der være ligsyn i sagen, så det kan slås fast hvad dødsårsagen er. Der kan muligvis blive tale om, at manden skal obduceres.
Om mandens identitet bliver slået fast mandag, tør John Christiansen ikke garantere.
- I nogle tilfælde skal vi ud og have fat i en tandlæge, for at kunne foretage den endelige identifikation. Så det er ikke sikkert, siger vagtchefen.