Døende mand ringede selv til politiet

Føreren af en sort bil, der natten til torsdag kørte gennem midtbyen i Herning, kan måske hjælpe politiet i drabssag

Denne bil kørte klokken 02.57 natten til torsdag i vestlig retning ad Sølvgade i Herning. Politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af bilen, som kan have set noget af interesse for efterforskningen af et drab i byen.
Udgivet Opdateret

I forbindelse med et drab i Herning natten til torsdag vil politiet gerne i kontakt med føreren af en sort Volvo-lignende bil, der kørte gennem midtbyen kort før klokken tre om natten.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Omkring klokken 03.00 ringede en 22-årig mand 112. Han fortalte, at han var blevet stukket i brystet. Politi og ambulance blev sendt til stedet, men hans liv stod ikke til at redde.

Torsdag oplyste politiet, at den 22-årige formentlig blev stukket som led i et opgør om narkotika.

Tyder på narko-opgør

- Alt tyder foreløbigt på, at der er tale om et internt opgør i en gruppe med relation til narkomiljøet i Herning, udtalte vicepolitiinspektør Kristian Larsen, der er stationsleder for lokalpolitiet i Herning, i en pressemeddelelse torsdag.

Ellers har politiet været meget tilbageholdende med oplysninger om overfaldet, der skete i området ved Smedegade og Grønnegade. Gaderne ligger i den centrale del af Herning.

Men nu har man brug for offentlighedens hjælp.

Fanget på kamera

Et overvågningskamera fangede klokken 02.57 en sort Volvo-lignende bil, der kørte i vestlig retning ad Sølvgade.

Føreren af denne bil vil politiet meget gerne høre fra.

- Politiet mener ikke, at føreren er involveret i sagen, men at vedkommende kan have set noget på sin vej gennem området, lyder det i fredagens pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS