Nu skal 100.000 unge svede med Coca-Cola

Idrætsorganisationen DGI og Coca-Cola indleder samarbejde, der frem til 2020 skal få 100.000 unge til at dyrke motion. Cola er bedre end alkohol, siger DGI-formanden.
Udgivet Opdateret

Idrætsorganisationen DGI og Coca-Cola indleder samarbejde, der frem til 2020 skal få 100.000 unge til at dyrke motion. Cola er bedre end alkohol, siger DGI-formanden.

Idrætsgiganten DGI og Coca-Cola tager nu hul på et bemærkelsesværdigt samarbejde, der frem til 2020 skal få 100.000 danske unge til at dyrke motion.

Indsatsen lanceres under navnet HappyMoves, og helt konkret betyder det, at DGI og Coca-Cola de kommende år vil arrangere hundredvis af events rundt omkring i Danmark, der skal give de unge lyst til at få sved på panden.

Søren Møller, der er formand for DGI, ser ingen problemer i at samarbejde med et firma, der lever af at producere læskedrikke, som ikke just bidrager til sundheden.

»Det er bedre, at man drikker en Coca-Cola end en Bacardi Breezer. Det er bedre, at man er fysisk aktiv, end at man bruger al sin tid på computerspil. Vi synes, det er et fint match at arbejde sammen med Coca-Cola om, hvordan man får noget balance i livet,« siger han.

»Det, vi bringer sammen, er DGIs evne til at skabe aktiviteter i lokalsamfundet og spændende tværgående arrangementer og Coca-Colas måde at kommunikere og markedsføre på,« siger Søren Møller.

Målgruppen er unge mellem 16 og 29 år. Første arrangement foregår i Aarhus 25. oktober, og derefter følger i løbet af samarbejdets første tre år op mod 300 events.

»Der er meget hård konkurrence om de unges tid med fester, venner, uddannelse og job ved siden af. Vi vil gerne skabe mulighed for, at de kan blive glade for at dyrke idræt og blive mere fysisk aktive,« siger DGI-formanden og tilføjer:

»Med HappyMoves får vi mulighed for at afprøve nye veje til at gøre de unge mere aktive, samtidig med at de er en del af et fællesskab, og erfaringerne vil både gavne de unge og foreningerne«.

Hos Coca-Cola mener man, at det er realistisk at få 100.000 unge i motionstøjet inden 2020.

»DGIs forståelse for breddeidræt og deres tilstedeværelse i alle dele af Danmark sammenholdt med, at Coca-Cola er en integreret del af den danske ungdomskultur, gør, at vi sammen kan løfte målet,« siger direktør Charlotte van Burleigh i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS