Dømt for at donere sin sæd

En mand donerede sæd uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Han får bøde på 25.000 kroner

Udgivet Opdateret

En 54-årig midtjysk mand idømmes en bøde på 25.000 kroner i en sag om distribution af sæd til kvinder uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Dommen er afsagt mandag formiddag af Retten i Herning.

Manden har erkendt at have doneret sæden, men har nægtet at have overtrådt loven.

Han var tiltalt for i mindst fem tilfælde at have doneret sæd til kvinder uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ville gøre en forskel

Sagen blev behandlet i retten for en uge siden. Her forklarede den 54-årige midtjyske mand meningen med donationerne.

- Gøre en forskel. Det er egentlig det, det handler om, sagde manden, der var iført et regnbuefarvet halstørklæde.

Regnbuefarverne er symbol for LGBT-miljøet, og den tiltaltes forsvarer, Tyge Trier, fortalte i retten, at manden primært har doneret sin sæd til lesbiske par.

Nægter at have brudt loven

Donationerne er sket ganske gratis. Det er sågar en underskudsforretning, sagde manden.

Selv om den 54-årige havde erkendt at have foretaget donationerne, så nægtede hans forsvarer, at han havde brudt loven. Tyge Trier mener ikke, at der er tale om distribution i vævslovens forstand.

Han mener, at loven primært er møntet på at regulere erhvervsmæssig virksomhed. Yderligere gælder loven - efter forsvarerens opfattelse - ikke, hvis man har en personlig relation til den, der modtager sæden.

Stod frem i dokumentar

Anklageren argumenterede omvendt for, at den personlige relation ikke er af betydning i forhold til loven.

- Man kan ikke finde noget sted i vævsloven, hvor aktiviteten udført af tiltalte ikke skulle være omfattet af lovens ord, sagde han.

Anklageren gik efter at få manden idømt en bøde på mindst 40.000 kroner.

Sagen startede, da Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldte manden, efter at han i en TV 2-dokumentar stillede sig frem og viste, hvordan han donerede sæd.

En 54-årig mand skal betale en bøde på 25 kroner for at have donneret sæd uden tilladelse.
En 54-årig mand skal betale en bøde på 25 kroner for at have donneret sæd uden tilladelse.

VÆVSLOVEN

§ 1. Lovens formål er

1) at fastsætte ensartede og høje kvalitets- og sikkerhedskrav til håndtering af humane væv og celler, som er beregnet til anvendelse i den menneskelige organisme, og

2) at fremme frivillig og vederlagsfri donation af humane væv og celler med henblik på anvendelse i den menneskelige organisme.

§ 2. Loven gælder for udtagning, testning, forarbejdning, konservering, opbevaring og distribution samt import og eksport af humane væv og celler beregnet til anvendelse i den menneskelige organisme, jf. dog stk. 2 og 3. Loven gælder desuden for salg og udlevering af hospitalsfremstillede lægemidler til avanceret terapi, jf. kapitel 4 a.

Stk. 2. For så vidt angår humane væv og celler, som indgår i industrielt fremstillede produkter, og som er omfattet af anden lovgivning, gælder alene lovens bestemmelser om udtagning og testning.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Væv og celler, der anvendes som autologt transplantat (væv og celler, der udtages og transplanteres tilbage til samme person) under samme kirurgiske indgreb.

2) Blod og blodkomponenter, bortset fra stamceller, der høstes fra blod.

3) Organer eller dele af organer, hvis disse er beregnet til at blive anvendt til samme formål som hele organet i den menneskelige organisme.

§ 3. I denne lov forstås ved:

1) Celler: individuelle humane celler eller en samling af humane celler, hvor cellerne ikke holdes sammen af bindevæv af nogen art.

2) Væv: alle bestanddele af den menneskelige organisme, som udgøres af celler.

3) Vævscenter: vævsbank, sygehusafdeling eller anden offentlig eller privat enhed, hvor der udføres testning, forarbejdning, konservering, opbevaring eller distribution eller foretages import eller eksport af humane væv og celler.

4) Udtagningssted: sygehusafdeling, sundhedsinstitution, vævscenter eller anden offentlig eller privat enhed, der er beskæftiget med udtagning af humane væv og celler

5) Alvorlig uønsket hændelse: enhver utilsigtet hændelse i forbindelse med udtagning, testning, forarbejdning, konservering, opbevaring og distribution af væv og celler, der kan medføre overførsel af overførbare sygdomme, død, en livstruende eller invaliderende tilstand eller uarbejdsdygtighed hos patienter, eller som kan udløse eller forlænge hospitalsophold eller sygdom.

6) Alvorlig bivirkning: en utilsigtet komplikation, herunder en overførbar sygdom, hos donor eller modtager i forbindelse med udtagning eller anvendelse på mennesker af væv og celler, der er dødelig, livstruende eller invaliderende, som medfører uarbejdsdygtighed, eller som udløser eller forlænger hospitalsophold eller sygdom. Genetisk sygdom hos et barn født med hjælp af sæd eller æg fra donor (anden end partner) forstås ligeledes som en alvorlig bivirkning.

Kilde: Retsinformation
Powered by Labrador CMS