Dømt for drab og partering

I en bestialsk drabssag fra Vestgrønland er en 28-årig mand idømt forvaring. Lydfil førte til tilståelse

Udgivet Opdateret

En 28-årig mand er ved Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat i Vestgrønland idømt forvaring for at have dræbt og efterfølgende parteret en 28-årig mand.

Det skriver det grønlandske medie KNR.

Den 2. oktober sidste år blev et menneskeben fundet blandt skraldet ved Ilulissat Affaldsforbrænding i Vestgrønland. Området blev afspærret og affaldet på affaldsforbrændingen blev gennemgået.

Et par dage senere dukkede et hoved op.

24-årig offer

Offeret viste sig at være den 24-årige Maassannguaq Dalager, der ifølge anklagemyndigheden blev dræbt den 29. september.

En lille uge efter det første fund af ligdele anholdt politiet den 8. oktober tre personer. De to blev hurtigt løsladt, mens den nu 28-årige Tittus Hansen blev varetægtsfængslet.

Gik til bekendelse

Han har under hele sagen nægtet sig skyldig, men onsdag gik han til bekendelse.

Det skete, efter at der i retten blev afspillet en lydfil med en telefonsamtale, hvor Tittus Hansen over for to mænd i detaljer fortæller om drabet og parteringen, skriver KNR.

På ubestemt tid

En forvaringsdom betyder, at man i rettens øjne er så farlig for sine omgivelser, at man skal spærres inde på ubestemt tid.

- Retten er ikke i tvivl om, at Tittus Hansen har slået Massanguaq Dahlager ihjel og derefter har parteret ham. Det er brutalt og barbarisk, sagde kredsdommer Eleonora Steenholdt Mørch ifølge NRK.

Titus Hansen valgte at modtage dommen.

GRØNLANDS POLITI

Grønland er opdelt i fem store kommuner samt et område kaldet Nationalparken.

Grønlands Politi er repræsenteret i hele Grønland med i alt 18 politistationer fordelt i landet fra Qaanaaq i nord til Nanortalik i syd.

Grønlands politikreds er som rigsmyndighed organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Overordnet ledes politikredsen af politimesteren, der er fysisk placeret i hovedstaden, Nuuk, sammen med politiets centrale administration.

Kilde: Grønlands Politi
Powered by Labrador CMS