Drabsforsøg med håndgranater

Husets beboere var hjemme, da to mænd i oktober sidste år angreb det med håndgranater. Det var drabsforsøg

To håndgranater blev kastet ind i et hus.
To håndgranater blev kastet ind i et hus.
Udgivet Opdateret

To mænd i 30'erne kastede sidste år to skarpe håndgranater ind i et hus i Mullerup i Slagelse, hvor to beboere befandt sig.

Det var et drabsforsøg, har Retten i Holbæk mandag afgjort, og et enigt nævningeting har idømt mændene 10 og 12 års fængsel, oplyser retten.

De to mænds plan mislykkedes. Ingen af husets beboere kom alvorligt til skade under drabsforsøget, der fandt sted i oktober 2020 i Mullerup på Vestsjælland.

Husets ene beboer, en 34-årig kvinde, befandt sig nemlig i soveværelset og undgik derfor helt at blive ramt, mens husets 47-årige mandlige beboer opholdt sig i stuen og fik overfladiske skrammer.

To mænd er idømt 10 og 12 års fængsel for drabsforsøg.
To mænd er idømt 10 og 12 års fængsel for drabsforsøg.

Kort forinden angrebet vidnede den 46-årige ifølge Ekstra Bladet i en sag mod et medlem af rockergruppen Bandidos.

Den 30. september 2019 blev den 46-årige overfaldet af et tæskehold med bat og økse. Samme aften blev et medlem af Bandidos anholdt.

Da sagen var for Retten i Holbæk vidnede den 46-årige mod den 33-årige rocker.

Erkender granatkast

Ifølge Ekstra Bladet er den 38-årige dømte medlem af rockerbanden Bandidos, mens den 32-årige er tidligere prøvemedlem.

De har begge anket dommen, oplyser Retten i Holbæk.

Den 32-årige erkendte dog under retssagen, at han kastede håndgranaterne.

Men han ville blot skræmme husets mandlige beboer, lød forklaringen ifølge Ekstra Bladet, der mandag var til stede i retten.

Angrebet på husets beboere var dog ikke det eneste alvorlige i sagen.

Finder flere våben

Da politiet ankom til huset, fandt det flere våben på parrets bolig. 

Det drejede sig blandt andet om en halv- og fuldautomatisk riffel.

Det førte til, at parret, der netop var blevet angrebet med håndgranater, blev anholdt. 

De fik deres dom i juni i år, da Retten i Holbæk idømte manden og kvinden henholdsvis fem og fire års ubetinget fængsel for våbenbesiddelse.

Våben til beskyttelse

Manden forklarede i retten, at han havde anskaffet sig våbenlageret for at beskytte sig selv og kvinden mod angreb fra Bandidos.

Det skyldtes, at han havde anklaget en bandidosrocker for at stå bag et uopklaret mord på hans ven, ligesom den 47-årige i 2019 blev udsat for et økseoverfald af et bandidosmedlem. Økseoverfaldet blev gerningsmanden dømt for i 2020.- 

- De langvarige fængselsstraffe afspejler i den grad alvorligheden i sagen, udtaler specialanklager John Nielsen, anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi, og forklarer yderligere:

- Sagens alvorlighed understreges især af det voldsomme og livsfarlige angreb ved brug af håndgranater, hvor menneskers liv har været i overhængende fare, slutter specialanklageren

Drab i samme hus

Ejendommen, det nedlagte autoværksted, var for to år siden gerningssted for et uopklaret skuddrab, hvor en 29-årig mand fra Korsør blev dræbt. Han blev overrumplet af maskerede mænd, og der blev affyret flere skud, som ramte den 29-årige.

Læs Newsbreak.dks dækning af sagen fra 2018 HER.

Powered by Labrador CMS