Dukker hovedet i firmabil foran fotovogn

Han var ikke så svær for politiet at finde

En mand i en firmabil forsøgte at snyde fotovognen.
En mand i en firmabil forsøgte at snyde fotovognen.
Udgivet Opdateret

En tilsyneladende førerløs bil blev lørdag aften blitzet med 141 kilometer i timen. I en 50-zone.

Det skriver TV2 Fyn.

Bilen fik fotovognen i kassen på Åsumvej i Odense. 

- Vi får meldingen klokken 18.51, hvor vores ATK fanger en bil, der overskrider hastighedsgrænsen med over 100 procent. Da bilen møder ATK'en dukker føreren sig, så det ser ud som om det er en førerløs bil, fortæller vagtchef Milan Seyfabad fra Fyns Politi til TV2 Fyn.

Det viser sig dog, at den blitzede bil er en firmabil - og på firmaets adresse finder politiet både bil og fører.

Han erkender - og bilen bliver beslaglagt på stedet. 

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS