Efterlyser bil fra million-kup

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til den bil, der blev brugt i forbindelse tirsdagens indbrud i en smykkebutik på Skt. Clemens Torv i Aarhus

Udgivet Opdateret

Ved indbruddet, der skete tidligt tirsdag morgen omkring klokken 4.30, brugte gerningsmændene en konstrueret rambuk, som de skubbede ind i butiksruden med deres bil.

På den måde fik de adgang til butikken, hvorefter de i løbet af få minutter stjal ure og smykker for flere millioner kroner.

På overvågningsbillederne fra stedet ses gerningsmændene køre til og fra butikken i en BMW, og den bil vil Østjyllands Politi meget gerne finde frem til.

Der er tale om en BMW 5-serie model E60, årgang 2008-2010.

Den er muligvis grå/koksgrå, men farven er usikker.

Bilen har muligvis en skade på højre side af bagenden.

Har sporet gerningsmændenes færden

-Vi har sporet gerningsmændenes færden umiddelbart efter indbruddet, og bilen er set køre med høj hastighed ad motorvejen i sydlig retning, omkring klokken 5. Hvis man har set bilen, eller har nogle oplysninger om, hvor den kan stå henne, så vil det være en stor hjælp for vores videre efterforskning af sagen,  siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i en pressemeddelelse.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Det var denne bil, der blev brugt ved smykke-kuppet tidligt tirsdag morgen Skt. Clemens Torv i Aarhus. Se video af bilen over artiklen.
Det var denne bil, der blev brugt ved smykke-kuppet tidligt tirsdag morgen Skt. Clemens Torv i Aarhus. Se video af bilen over artiklen.
Powered by Labrador CMS