Føtex lukker før tid

Føtex i Storegade i Esbjerg lukker butikken tidligere end først annonceret. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

I Esbjerg lukker Føtex varehuset i Storegade før tid. Lukningen er fremrykket til 17. februar.

Føtex i Storegade i Esbjerg har tidligere annonceret, at varehuset lukkes den 31. marts næste år. Men nu er datoen rykket frem til den 17. februar, skriver Lokalavisen Esbjerg.

– Dels vil vi gerne undgå påsken, der jo er en højtid, hvor kunderne forventer at kunne få, hvad de skal bruge, og det kan vi ikke love en uge før sidste åbningsdag, men først og fremmest skyldes den tidligere lukning, at rigtig mange medarbejdere allerede har fået nye jobs, og endnu flere får fra årsskiftet, og så bliver det for alvor svært at drive butikken, siger Thomas Schack Andersen til Lokalavisen Esbjerg.

Slagtere har forladt butikken

Butikkens to slagtere har allerede forladt Storegade og er rykket videre til andre Føtex-forretninger. To er blevet ansat i tidsbegrænsede stillinger.

– Den 1. januar mister vi flere medarbejdere, og så bliver puslespillet lidt sværere at lægge, siger Thomas Schack Andersen til avisen.

Bygningen i Storegade kommer dog ikke til at stå tomt. Netto åbner nemlig kædens hidtil største butik i Jylland. Åbningsdatoen ligger dog endnu ikke fast.

Powered by Labrador CMS