Elselskab anmeldt for fusk

Selskab mistænkes for at tie om oplysninger til internationalt elmarked med kunstigt lave priser til følge

Udgivet Opdateret

Forsyningstilsynet har anmeldt en elproducent til politiet for ikke at have overholdt reglerne i forbindelse med handel med el på det internationale marked.

I en pressemeddelelse oplyser tilsynet, at selskabet er meldt til politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet. Det er her, hvor den afdeling, som tidligere har været kendt som Bagmandspolitiet, hører hjemme nu om dage.

Tilbageholdte oplysninger

Forsyningstilsynet vurderer, at selskabet har tilbageholdt oplysninger om sin egen manglende produktionskapacitet fra det internationale elmarked. Dermed er prisen blevet holdt kunstigt lav.

Den lave pris har selskabet ifølge styrelsens mistanke selv nyt godt af, da det selv har opkøbt el på markedet.

Forsyningstilsynet oplyser ikke, hvilket selskab der er tale om. Over for Ritzau henviser man til, at der er tavshedspligt.

En elproducent har angiveligt tilbageholdt tal, som har holdt prisen kunstigt lav.
En elproducent har angiveligt tilbageholdt tal, som har holdt prisen kunstigt lav.

SÅDAN SKÆRER DU TOPPEN AF ENERGIREGNINGEN

Her er seks råd fra Energistyrelsen:

* Send dit varmeanlæg på ferie hen over sommeren og spar op mod fem procent af din årlige varmeregning. Det er op til cirka 1300 kroner, hvis du har gasfyr. Du kan også sommerlukke andre typer af varmeanlæg.

* Hvis du forkorter fem af familiens ugentlige brusebade fra 15 til 5 minutter, kan du spare op mod 5000 kroner om året, alt efter hvilken varmekilde du har.

* Brug tørresnoren i haven, i gården eller tørrestativet på altanen. Så får tørretumbleren og dit strømforbrug en pause. Det kan koste dig omkring 2500 kroner, hvis du har en C-mærket tørretumbler, der får lov at køre fire gange om ugen hele året.

* Sluk apparater og maskiner på kontakten, inden du tager på ferie. Så sluger de ikke strøm, når du alligevel ikke er hjemme. Især ældre apparater og apparater tilsluttet internettet kan have et højt standby-forbrug.

* Strømprisen varierer væsentligt over tid. Ved at time dit elforbrug, for eksempel ved at udskyde igangsættelse af opvaskemaskinen, kan man spare penge.

* Har man mulighed for at energirenovere sin bolig, falder energiforbruget og dermed regningen.

Kilde: SparEnergi.dk
Powered by Labrador CMS