- Enten er du vaccineret, smittet eller død

Kontant udmelding fra Tysklands sundhedsminister

Tysklands sundhedsminister med alarmerende melding.
Tysklands sundhedsminister med alarmerende melding.
Udgivet Opdateret

De fleste tyskere vil i løbet af de næste måneder enten være blevet vaccineret mod coronavirus, være blevet smittet eller være døde.

Sådan lyder den kontante melding mandag fra sundhedsminister Jens Spahn.

- I slutningen af vinteren vil vi formentlig - og sagt på en kynisk måde - se, at stort set alle i Tyskland enten er blevet vaccineret mod coronavirus, er blevet smittet eller er døde, siger sundhedsministeren.

- Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at folk bliver vaccineret, lyder det.

Særlig kritisk

Sundhedsministeren peger blandt andet på den særligt smitsomme Delta-variant som årsag til, at situationen er kritisk.

Spahns opfordring kommer på et tidspunkt, hvor de tyske hospitaler har slået alarm over overbebyrdede intensivafdelinger.

- Vi har en meget, meget alvorlig situation på hospitalerne, siger Spahn.

Tyskland, der er EU's folkerigeste land, registrerede mandag 30.643 nye coronasmittede. Tallet er relativt set noget lavere end eksempelvis det danske smittetal, der mandag lød på 3711.

Tyskland udfører dog også væsentligt færre coronatest end Danmark. Det viser tal fra statistikbanken Our World in Data.

68 procent vaccineret

Tyskland har registreret i alt 99.124 coronarelaterede dødsfald, hvilket svarer til cirka 119 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark, der har et samlet coronadødstal på 2816, registreret cirka 48 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Omkring 68 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret mod coronavirus. I Danmark er godt 75 procent færdigvaccineret.

Powered by Labrador CMS