Er elbiler farligere end brændstofbiler?

Ifølge FDM er der intet, der tyder på, at myten har hold i virkeligheden

Dette billede af en udbrændt Tesla er fra november 2013 og taget, efter at bilen brød i brand i USA. Ifølge Tesla opstod branden i forbindelse med en trafikulykke.
Udgivet Opdateret

Er det forbundet med større brandrisiko at køre i en elbil frem for i en bil, der kører på benzin eller diesel? 

Spørgsmålet er opstået, efter at der tirsdag aften skete en trafikulykke ved Brande. Her blev en 53-årig mand dræbt, da hans elbil kørte ind i et træ. Kollisionen startede en voldsom brand, og bilen udbrændte totalt. 

Men en sådan ulykke er ikke nødvendigvis et bevis for, at en elbil er mere farlig end eksempelvis en benzinbil.

Torben Lund Kudsk, afdelingschef ved FDM, understreger, at det er livsfarligt at køre ind i et træ med 80-100 kilometer i timen, uanset om man kører i en elbil eller en bil, der kører på benzin eller diesel. 

- Det kan kroppen ikke holde til, siger Torben Lund Kudsk til Newsbreak.dk.

Intet tyder på det

Hos FDM mener man generelt, at el-biler er omgærdet med mange misforståelser, og FDM skriver i en fakta-artikel om el-biler, at der ikke er noget, der tyder på, at elbiler er mere farlige end benzinbiler. 

Torben Lund Kudsk fortæller, at en hjemmebygget elbil for nogle år siden brød i brand på en færge, og at sådan en historie kan være med til at give elbilen et ry for at være en rullende brandfare, den ikke fortjener. 

- Der er intet, der tyder på, at der er større sandsynlighed for, at der går ild i en elbil, siger han til Newsbreak.dk.

Svært at slukke

Også Beredskabsstyrelsen skriver, at der ikke er nogen indikationer på, at elbiler oftere bryder i brand end almindelige biler, men betyder ikke, at der ikke er risici forbundet ved at køre i en elbil, eller i en hvilken som helst anden form for bil. 

Alle former for biler kan bryde i brand i forbindelse med en ulykke, og en elbil består blandt andet af en masse batterier, og en brand i sådanne batterier er svær at slukke.

På den baggrund har Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber udgivet en ny vejledning og et temahæfte om, hvordan man slukker brande i el- og hybridbiler. 

To muligheder 

I temahæftet kan man læse, at man overordnet set kan opdele brandårsagerne i en elbils batteri i tre typer.

  • Der kan opstå brand grundet overophedning, hvis der går ild i bilen, enten ved direkte eller indirekte påsættelse.
  • Der kan opstå brand som følge af en elektrisk kortslutning.
  • Der kan ske en mekanisk deformation, eksempelvis i forbindelse med en trafikulykke, hvor en kortslutning i batteriet fører til brand.

Beredskabsstyrelsen skriver, at branden kan skabe temperaturer på op til cirka 1000 graders varme, og hvis først der går ild i et elbil-batteri, går det hurtigt.

Brandfolk har umiddelbart to muligheder, når der går ild i en elbil. De kan prøve at slukke branden i de antændte batterier og køle dem ned, eller de kan lade bilen brænde ud.

Hvad angår den første mulighed, bruger man hos Beredskab Øst en container, det brændende køretøj kan blive pakket ind i. Herefter kan man pumpe en masse vand ned over det brændende batteri.

Tiden går

Beredskaber i Danmark er altså allerede nu ved at forberede sig på en fremtid med flere elbiler på vejene og dermed risikoen for, at der går ild i en elbil i forbindelse med en ulykke, og hos FDM er man sikre på, at det med tiden bliver lettere og lettere at håndtere brande i elbiler.

Torben Lund Kudsk siger, at brandfolk for 100 år siden formentlig også havde brug for at finde ud af, hvordan de skulle håndtere brande i benzinbiler. Det fik de styr på med tiden. 

I dag står beredskabet i en situation, hvor en elbil blandt andet består af en masse batterier, og går der først ild i dem, er der fare for, at det hele hurtigt går op i flammer. 

- Det er en opgave for beredskabet hurtigst muligt at blive dus med det, siger Torben Kudsk Larsen til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS