Et ekstraordinært værktøj

Beredskab Øst er i besiddelse af en container, der kun kommer i brug, når det virkelig brænder på

Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Hvis der går ild i en el-bil i Danmark, kan det være, at Beredskab Øst bliver bedt om hjælp til at slukke den, uanset hvor i landet bilen ellers står og brænder. 

Beredskab Øst er i besiddelse af en brandslukningscontainer, det brændende køretøj kan trækkes ind og rundt i for at sikre, at branden bliver slukket på bedst mulig vis. 

Containeren bliver ikke taget i brug, hvis der går ild i en benzinbil, og det er der en god grund til. Går der først ild i batterierne på en elbil, er det en brand, der kan udvikle sig meget voldsomt, og som kan være meget, meget svær at slukke.

- Det er en kemisk brand det er utrolig svært at gøre noget ved, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef ved FDM, til Newsbreak.dk. 

Når elbilen er i containeren, bliver der løbende hældt vand ud over den, mens containeren bliver fragtet til et sikkert sted, hvor man kan sikre, at der ingen risiko er for, at branden vil blusse op igen.

Der er forskel

Forskellen på en elbil og en benzinbil er, at elbilen består af rigtig, rigtig mange batterier.

Ifølge FDM gør bilproducenterne rigtig meget for at sikre, at der ikke går ild i batterierne, men man kan ikke sikre sig helt. 

Hvis en elbil eksempelvis kører frontalt ind i et træ, er der fare for, at den pakke af batterier, bilen er bygget op omkring, bliver ødelagt. 

De enkelte batterier i en elbil er meget små, og de kan blive meget, meget varme og blive skudt ud af køretøjet, til fare for forbipasserende og tilskuere. 

Går der først ild i batterierne i en elbil, kan man ikke slukke dem på samme måde, som hvis der var ild i en benzindrevet bil, og det betyder, at brandvæsnet kan vælge at lade bilen brænde ud.

Det er voldsomt 

Ifølge FDM er der intet, der tyder på, at en elbil er i større fare for at bryde i brand end en anden form for bil.

- Men når det sker, er det noget ekstraordinært, siger Torben Lund Kudsk til Newsbreak.dk. 

Torben Lund Kudsk fortæller, at der kan ske en kortslutning i en elbil i forbindelse med en brand. Det kan føre til en brand, der udleder giftige gasser. 

- Det er særdeles sundhedsskadelig røg, siger Torben Lund Kudsk. 

Flere elbiler på de danske veje

Der bliver solgt flere elbiler i Danmark, men samlet set er benzin- og dieselbiler fortsat massivt i overtal på de danske veje. 

Ifølge FDM udgør elbiler kun 1,4% af den samlede bilbestand i Danmark, og i en fakta-artikel, FDM har udgivet om myter om elbiler, kan man læse, at der ikke er noget, der tyder på, at elbiler er mere farlige end benzinbiler. 

Torben Lund Kudsk fortæller, at FDM taler med kolleger fra hele verden, der arbejder for andre landes svar på FDM, og holdningen er generelt den samme: Der er intet, der tyder på, at en elbil er mere farlig end andre typer af biler. 

Men når der går ild i en elbil, er der en fare for, at branden udvikler sig så voldsomt, at bilen ender med at brænde helt ud, til der kun står et metalskelet tilbage. 

- Det kan let komme til at fylde meget, at nu er der gået ild i en elbil, siger Torben Lund Kudsk til Newsbreak.dk.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS