Fields-drama: Tre dræbt og tre alvorligt kvæstet

Pressemøde natten til mandag på Politigården i København kom med nyt om tragedien i det københavnske indkøbscenter

Københavns Politis chefpolitiinspektør Søren Thomassen orienterer om hændelsen i Fields på et doorstep pressemøde på Politigården i København natten til mandag.
Københavns Politis chefpolitiinspektør Søren Thomassen orienterer om hændelsen i Fields på et doorstep pressemøde på Politigården i København natten til mandag.
Udgivet Opdateret

- Tre er blevet dræbt. Der er tale om en mand i 40-erne og to unge mennesker. Tre sårede er i kritisk tilstand. Dertil er der et antal andre kvæstede.

Det oplyser chefpolitiinspektør hos Københavns Politi Søren Thomassen på et pressemøde natten til mandag om dramaet i Fields.

Chefpolitiinspektøren oplyser, at gerningsmanden efter alt at dømme har handlet på egen hånd. 

- Men der pågår en massiv efterforskning, indtil man med sikkerhed kan fastslå, at der ikke er medgerningsmænd.

Havde gevær med

Thomassen vil ikke kommentere, om den anholdte unge mand er psykisk syg. 

Han fortæller, at anholdelsen af den 22-årige etnisk dansk statsborger skete udramatisk.

- Manden var i besiddelse af et gevær og ammunition, oplyser Søren Thomassen.

Gerningsmanden vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.

Massiv efterforskning

Søren Thomassen understreger på pressemøde, at der fortsat forestår en massiv politimæssig efterforskning.

Motivet til den tragiske forbrydelse er der ikke kommet noget konkret frem om.

Den mistænkte er allerede kendt af politiet, men kun i perifer forstand.

- Han er kendt, men kun perifert kendt. Det er ikke en, vi kender for noget særligt, siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen.

Der afholdes et nyt pressemøde på Københavns Politigård klokken 08.00 mandag.

Powered by Labrador CMS