Finder 230 ulovlige mink

Også 60 ræve fundet i bur

Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Fødevarestyrelsen fandt onsdag 230 mink og 60 ræve på en farm i Løvel ved Viborg. Dyrene blev holdt ulovligt i bure.

Det er anden gang i løbet af december, at der er blevet opdaget ulovlige mink.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Det var via et anonymt tip, at Fødevarestyrelsen blev gjort opmærksom på, at der blev holdt mink og ræve på farmen i Løvel.

Ulovligt

Siden 29. december 2020 har det været ulovligt at have mink i Danmark, medmindre man maksimalt har fem mink og har dem på hobbyplan.

Siden 2017 har det som hovedregel været ulovligt at holde ræve i bure.

Ejeren af minkfarmen vil blive politianmeldt, og minkene skal aflives. De 60 ræve skal afhændes - for eksempel til en zoologisk have. Alternativt skal de aflives.

Også i sidste uge

I sidste uge fandt Fødevarestyrelsen 126 mink på en anden farm ved Thyholm i Limfjorden.

Her blev ejeren ligeledes meldt til politiet, mens dyrene blev aflivet.

Powered by Labrador CMS