Putin: Nato genopliver sig selv

Vladimir Putin mener, at vesten udnytter konflikten i Ukraine til at puste nyt liv i Nato Foto: Alexei Nikolsky/AP
Udgivet Opdateret

Nato bruger et bestemt sprog om Ukraine for at genoplive sig selv, mener den russiske præsident.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskylder Vesten for at bruge konflikten i Ukraine til at give nyt liv til Nato.

– Krisen i Ukraine, som grundlæggende var fremprovokeret og skabt af nogle af vore vestlige partnere, bliver nu brugt til at sætte nyt liv i denne militære blok, siger Putin under et regeringsmøde, skriver nyhedsbureauet RIA Novosti.

Den russiske præsident har samtidig brugt onsdagen til at underskrive et dekret, som sætter ham i spidsen for en kommission, der overvåger Ruslands forsvarsindustri.

Det ses som et forsøg på at mindske afhængigheden af at købe materiel og udstyr i Vesten.

Putin siger, at Nato bruger et bestemt sprogbrug om den ukrainske konflikt for at “genoplive sig selv”, og at Rusland gentagne gange har advaret om, at det vil være nødt til at reagere på en sådan opførsel.

Der har siden fredag aften været våbenhvile i Ukraine, som med få undtagelser holder.

Onsdag siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, at Rusland har trukket 70 procent af sine styrker ud af det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister støttet af Rusland har kæmpet for løsrivelse.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS