Hårdt kvæstet: Angrebet af brunstigt æsel

Det gik helt galt, da det brunstige æsel gik til angreb på en 59-årig kvinde

Et æsel i brunst angreb en 59-årig kvinde onsdag. Nu ligger kvinden indlagt med alvorlige kvæstelser. (Arkivfoto).
Et æsel i brunst angreb en 59-årig kvinde onsdag. Nu ligger kvinden indlagt med alvorlige kvæstelser. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Et brunstigt æsel slap ud af indhegningen på Hjortkærvej ved Bramming forleden.

En ellers dyrevant kvinde stoppede op i sin bil for at hjælpe det løsslupne æsel og trække det op til ejerens gård.

Men eftersom æslet var i brunst, reagerede det voldsomt. Det skriver jv.dk.

- Allerede da min mor stod ud af bilen, vendte æslet rundt og pressede og skubbede hende op mod bilen, så hun ikke kunne komme ind i bilen igen, fortæller den tilskadekomnes datter til jv.dk

Trampet i ansigtet

Kort efter væltede æslet den 59-årige kvinde ned i en grøft, hvor den bed kvinden og ifølge et øjenvidne trampede hende i ansigtet.

En kvindelig cyklist trådte til for at hjælpe, men hun endte med at flygte fra det aggressive æsel.

Til sidst lykkedes det den 59-årige at komme tilbage i bilen, og en ambulance blev tilkaldt. 

Brækket ryg, ødelagt skulder og fingerbrud

Kvinden ligger indlagt på Sydvestjysk Sygehus med alvorlige kvæstelser. 

Hendes ryg er brækket, skulderen er ødelagt, og hun har fået to brud på en lillefinger. Samt andre skader.

Kvinden skal muligvis overføres til Odense Universitetshospital på grund af rygtraumet.

Æslet blev aflivet umiddelbart efter det voldsomme overfald. 

Powered by Labrador CMS