Klar med nye love

Efter historier om snyd med udenlandsk arbejdskraft vil regeringen gøre det lettere at stoppe snyd og bedrag.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil stramme reglerne for udenlandsk arbejdskraft for at mindske snyd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Efter en række historier om virksomheder i ikke mindst restaurationsbranchen, der har omgået og snydt med reglerne for udenlandsk arbejdskraft, vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skærpe reglerne.

Det skal ske via en række love, der vil blive fremsat Folketinget i denne uge.

– Der er desværre virksomheder i Danmark med en meget dårlig moral. Det har været for let for dem at snyde med udenlandsk arbejdskraft. Og når de er blevet opdaget, så har konsekvensen været for lille.

– Så vi har fordoblet bøderne, og nu vil vi gøre det lettere at stoppe snyd og bedrag. Blandt andet ved, at man ikke kan blive ved med at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis man har snydt flere gange, siger Mattias Tesfaye.

Dansk bankkonto

Lovforslagene vil gøre det påkrævet, at udenlandske arbejdere skal have en dansk bankkonto til deres løn. Samt at ting som kost og logi ikke må tælle med i lønnen.

Der vil også blive strammet op mod den praksis på nogle restauranter, hvor et ægtepar bliver ansat, men kun den ene får løn. Her vil begge personer kunne sendes ud af landet, hvis der bliver fusket.

Og så vil regeringen indføre en mulighed for, at arbejdstilladelser kan nægtes, hvis der er formodning om, at ansøgningen ikke er sandfærdig.

– Vi har eksempelvis en regel om, at hvis man tjener omkring 34.000 kroner om måneden, så kan man få arbejdstilladelse.

– Men så har vi nogle restauranter, som vi ved, har brudt reglerne. Men så har de bare søgt igen og fået arbejdstilladelser, siger Mattias Tesfaye og fortsætter:

– Her skal det være muligt at sige, at hvis de lønninger, der står på ansøgningen, ligger langt over sammenlignelige job – og de allerede har fusket en gang – så tillader vi os at give afslag på formodning.

Kender ikke omfanget

Ministeren har ikke noget overblik over, hvor stort problemet egentligt er.

– Der bliver jævnligt udskrevet bøder på området, så problemet er der.

– Men det er selvfølgeligt langt de færreste virksomheder, der bryder reglerne. Og det er af hensyn til dem, vi vil stramme loven. For det er jo lovlydige virksomheder og medarbejdere, der betaler prisen, når andre snyder, siger han.

Powered by Labrador CMS