Jalousi-amok: Stak veninde 30 gange

De havde haft et forhold til samme mand

Udgivet Opdateret

En kvinde blev i april stukket ned af sin veninde. Ifølge politiet op til 30 gange.

Nu er en 22-årig idømt seks års fængsel for forsøg på manddrab.

Det oplyser Fyns Anklagere.

Motivet var især jalousi, rapporterer regionalmediet fyens.dk om sagen.

Knivstikkeriet skete på Skt. Knuds Gade i Odense. 

Iført maskering mødte en ung kvinde op hos tidligere veninde. Knivstikkene fortsatte, da offeret lå ned.

Forhold til den samme

De to tidligere veninder havde haft et forhold til samme mand, og det kunne den nu dømte ikke få ud af hovedet.

- Jeg tænkte på det hver dag, når jeg stod om morgenen, og jeg tænkte på det, når jeg gik i seng, har hun ifølge fyens.dk forklaret i retten.

Offeret troede, at der var kommet et bud med en pakke, og gik derfor ned for at lukke op.

Formummet bag mundbind

Hun mødte en person, hvis ansigt var delvist dækket af et mundbind, og som havde hue på hovedet. 

Vedkommende stak ud efter hende med en kniv.

Da hun var faldet om, fortsatte personen med at bruge kniven.

Personen viste sig at være den 22-årige Caroline Hovgaard Hansen, der fredag er fundet skyldig i forsøg på drab. 

Hendes forsvarer mente, at tre år ville være en passende straf, skriver fyens.dk.

Powered by Labrador CMS