Kæreste nægter at have dræbt 24-årig kvinde

24-årig mand er blevet varetægtsfængslet i knap to uger. Han er sigtet for at have dræbt jævnaldrende kæreste

Udgivet Opdateret

I foreløbigt 13 dage skal en 24-årig mand sidde bag tremmer sigtet for at have dræbt sin kæreste.

Det har en dommer i Københavns Byret afgjort ved et grundlovsforhør tirsdag formiddag, skriver B.T. og Ekstra Bladet.

Det bekræftes yderligere af Københavns Politi.

Manden blev anholdt mandag formiddag, ikke mange timer efter at hans 24-årige kæreste var blevet fundet død i en bil i en lagune ved Amager Strandpark.

Blev meldt savnet

Den døde kvinde blev meldt savnet af sin familie natten til mandag, da hun ikke var kommet hjem. Mandag morgen blev hendes lig fundet i bilen.

I første omgang blev fundet af kvinden efterforsket som et "mistænkeligt dødsfald". Siden blev der rejst sigtelse for drab mod kvindens kæreste.

Ved grundlovsforhøret tirsdag formiddag nægter manden sig skyldig i at have dræbt sin jævnaldrende kæreste.

For lukkede døre

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og det betyder, at kun sigtelsen er kendt. Hvad manden potentielt har forklaret, eller hvad politiet mener at have af beviser mod ham, er uvist.

Af sigtelsen fremgår det, at kvinden menes at være blevet slået ihjel mellem sent søndag aften og tidligt mandag morgen. Dødsårsagen er ifølge politiets indledende undersøgelser kvælning.

Bilen med den døde kvinde blev opdaget af en forbipasserende ved Amager Strandpark. Vedkommende slog alarm om bilen i lagunen, hvorefter både politi og beredskab rykkede ud til stedet.

Dykkere fik øje på kvinden i bilen og fik hende hevet op af vandet. Samtidig blev der udført undersøgelser af både bilen og det omkringliggende vandområde.

Powered by Labrador CMS