Kaos på motorvej i nat

Lastbil væltede - chauffør uden for livsfare

Udgivet Opdateret

Et trafikuheld spærrede natten til lørdag begge vognbaner på Helsingørmotorvejen i sydgående retning mellem Kokkedal og Hørsholm.

Først kort før klokken 4 blev alle vejbaner igen åbnet.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

- Vi er færdige med vores undersøgelser på stedet, og motorvejen er atter åben i alle vognbaner, lyder det.

Det var en ulykke med en lastbil, som skabte problemer.

- En lastbil er væltet, og chaufføren er fastklemt, så det skal vi først have styr på, før der igen bliver åbnet for trafikken, sagde vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi til Ritzau kort efter ulykken skete.

Lastbilens chauffør - en 56-årig mand fra Helsingør - har ikke pådraget sig livstruende skader.

- Han er stabil og uden for livsfare, siger vagtchefen.

Kontaktede politiet

En bilist kontaktede politiet få minutter før midnat og fortalte, at en forankørende lastbil slingrede meget.

- Mens vi taler med bilisten, kører lastbilen i grøften, fortæller Jakob Tofte.

Der var ikke andre køretøjer involveret i hændelsen. Årsagen til uheldet er endnu ikke klarlagt.

Powered by Labrador CMS