Feminisme udbredt i Sverige

I de seneste opinionsundersøgelser har Feministisk Initiativ, med partileder Gudrun Schyman, ligget til mellem to og tre procent af stemmerne. Foto: News Øresund – Johan Wessman.
Udgivet Opdateret

47 procent af alle svenskere er feminister, og fem af otte partier i den svenske Rigsdag anser sig for at være feministiske.

Det viser en meningsmåling nogle uger inden valget til Rigsdagen, oplyser Sveriges Radio.

Samtlige svenske rigsdagspartier undtagen det borgerlige Moderaterne, Kristendemokraterne og nationalistiske Sverigedemokraterne svarer ja til spørgsmålet om de er feministiske, og af de tre nævnte er det kun Sverigedemokraterne, der giver et tydeligt benægtende svar.

Udenfor Rigsdagen, men ganske tæt på spærregrænsen på fire procent, står Feministisk Initiativ, der fik et mandat i EU-parlamentet efter valget i maj. I de seneste opinionsundersøgelser har de ligget til mellem to og tre procent af stemmerne.

Generelt ser svenskerne sig i højere grad som feminister end før det seneste rigsdagsvalg for fire år siden, viser en undersøgelse fra SIFO. Dengang svarede 33 procent af de adspurgte ja til spørgsmålet.

Det overrasker ikke Socialdemokraternes partileder Stefan Løfvén, som mener, at flere ser de strukturelle kønsforskelle, der findes i samfundet. Selv kalder han sig også feminist.

– Fordi jeg ser, at vi har disse strukturelle mangler i vores samfund, hvor kvinder diskrimineres, for eksempel med bestyrelsesposter, i arbejdslivet, lavere løn, flere som arbejder deltid end mænd, så der findes et kønsmagtshierarki, som vi må gøre noget ved, siger han til Sveriges Radio.

//News Øresund

Powered by Labrador CMS