Mand dræbt i jagtulykke

En 57-årig mand er søndag morgen afgået ved døden efter at være blevet ramt af et skud under en jagt med en nær bekendt. De pårørende er underrettet

Udgivet Opdateret

Ved du noget så kontakt os på redaktionen HER

En 57-mand fra Viborg-området er død, efter at han søndag morgen blev ramt af et skud under en jagt nær Sangildvej i Karup.

På jagten deltog den 57-årige og en 65-årig medjæger.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Forvekslet med rådyr

De foreløbige undersøgelser viser, at den 65-årige under jagten afgav skud over en afstand på omkring 100 meter mod det, han troede var et anskudt rådyr.

Det viste sig i stedet at være den 57-årige mand, som blev ramt.

Sigtet for uagtsomt manddrab

Politiet modtog anmeldelsen om episoden klokken 8.11 og har indledningsvist sigtet den 65-årige for uagtsomt manddrab, mens flere sigtelser kan blive tilføjet efter afhøring samt nærmere undersøgelser af episoden og gerningsstedet.

Den 57-årige blev af en ambulancelæge erklæret død klokken 9.

De pårørende er blevet underrettet.

Sagen vil blive efterforsket hos lokalpolitiet i Silkeborg, og Midt- og Vestjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer.

Jægerforbund: Tragisk

- Det er en forfærdelig og tragisk ulykke, og alles tanker er hos de pårørende. Der er ingen tvivl om, at ulykken påvirker alle landets jægere og deres familier ganske dybt, udtaler Danmarks Jægerforbunds pressechef, Torsten Lind Søndergaard.

- Sagen efterforskes nu af Midt- og Vestjyllands Politi, og før det har de nærmere omstændigheder på plads, har vi ingen yderligere kommentarer om sagen.

Powered by Labrador CMS